Ruben Östlund var engang på charterferie i Egypten. Det var all inclusive, så han fik et armbånd om håndleddet og kunne da frit benytte de mange restaurationstilbud på det lukkede ferieområde. Skiltene uden for de mange spisesteder lovede stor diversitet. Der var franske, italienske og mexicanske restauranter.
Men når man først satte tænderne i maden, smagte den af det samme. Maden var masseproduceret med det formål at nå det størst mulige antal ganer, hvilket ligesom flymad betyder, at den var så neutral som mulig. Den manglede krydderi, fortæller Ruben Östlund i dokumentarfilmen ’Room 999’, der handler om filmkunstens fremtid.








