Den kendte sanger Peter Belli er gået bort i en alder af 79 år efter længere tids sygdom.
»Det er med stor sorg, vi må meddele, at vores elskede mand, pappa, dadi og svigerfar, Peter Belli, er gået bort. Efter længere tids sygdom er han 8. juni 2023 sovet stille ind med de nærmeste omkring sig. Familien ønsker ro til at bearbejde deres store tab. Ulven har takket af for sidste gang«, skriver hans pladeselskab, Target Group, i en pressemeddelelse.
Peter Belli udgav en lang række soloplader i karrieren og havde særlig succes inden for dansktopgenren. Blandt hans største hits er ’Ulven Peter’, ’Ingen regning’, ’Istedgade’ og ’København (Fra en DC-9)’.
Han nåede at indsynge i omegnen af 45 plader i sine næsten 60 år i branchen.
Han medvirkede desuden i flere film og tv-serier, blandt andet DR-serierne ’Ugeavisen’ og ’Taxa’, ligesom han lagde stemme til flere karakterer i tegnefilm.
Peter Belli gik på pension for syv år siden, men højst overraskende udgav han en sang i foråret 2023 i selskab med sin søn Michel Belli og dennes band, Den Syvende Søn. ’Den sidste sang’ hedder den og rummer blandt andet linjerne:
»Når lyset brænder ud/ og natten den bliver ved/ og takten går i stå/ så er det helt okay/ for publikum var med/ og stemningen var høj og sættet det var langt/ der er altid en sidste sang«.
Ud over børnene Michel, Natasja og Chano efterlader Peter Belli sig sin hustru, June Belli.
Hende mødte han i 1965 til en byfest i Løgumkloster og blev stormende forelsket. To år senere blev de gift, og Peter Belli har adskillige gange understreget, at hans liv kunne have taget en dårlig retning, hvis det ikke havde været for kvinden i hans liv:
»June kom på det rigtige tidspunkt, for jeg var en vildbasse i starten – jeg kom fra røv og nøgler for at sige det rent ud – og havde pludselig alt og var en stjerne«, sagde han til Politiken i 2013.
fortsæt med at læse








