Danske Spil fjerner en række filtre på Snapchat, hvor den statsejede spiltjeneste har markedsført spilreklamer over for børn og unge på det sociale medie.
Det skriver Berlingske.
Det sker, efter at den tidligere ludoman og debattør Marcus Mossalsk, har kritiseret Danske Spil for i strid med loven at markedsføre sit Olsen-banden-Casino-spil over for børn og unge gennem filtrene, der laver ansigtet om til for eksempel Børge, Benny eller Egon Olsen.
»Jeg er edderspændt rasende! Danske Spil reklamerer for Casino, på et af vores børns yndlingsmedier, Snapchat. Branchen kan ikke styre det. De er IKKE ansvarlige nok«, skrev Marcus Mossalski i et Twitter-opslag.
Her kan man se en lille video af Marcus Mossalski på Snapchat med Olsen-banden-filteret sat til og reklamen for Casino.
»Det her er jo fuldstændig vanvittigt. Det her er et filter på Snapchat, der gør reklame for Danske Spils Olsen-banden-Casino. Det er hardcore gambling på en app, som 59 procent af alle 9-14-årige er på ugentligt. Det her er helt grotesk«, siger han i videoen.
Først blev kritikken afvist
Det er ulovligt for spiludbydere i Danmark at målrette markedsføring mod børn og unge under 18 år.
I første omgang afviste Danske Spil kritikken.
»Vi ønsker ikke at markedsføre os over for børn og unge. Derfor sætter vi bl.a. aldersbegrænsning på sociale medier. På Snapchat-filteret er grænsen sat til 25 år. Reklamen overholder i øvrigt branchens adfærdskodeks«, skrev Danske Spil i et tweetsvar til Marcus Mossalski.
Men da Marcus Mossalski så kunne demonstrere, hvordan han med sin brugerprofil som 22-årig kunne bruge filtrene med spilreklamer i, og skrev, at han også kunne bruge dem med en profil som 15-årig, reagerede Danske Spil. Alle filtre på Snapchat blev deaktiveret, mens Danske Spil sammen med Snapchat undersøger, hvorfor alle aldersgrupper kan få adgang til dem.
»Det ser desværre ud til, at der utilsigtet er sket fejl med andre af vores filtre på Snapchat, som vi om nogen er kede af. Så snart vi blev opmærksomme på det, gik vi i gang med at fjerne filtrene, som derfor ikke længere kan findes på Snapchat,« skriver kommunikationschef Line Bruun i en mail til Berlingske.
Danske Spil oplyser, at filteret med Casino-reklamen på intet tidspunkt har været tilgængelig for unge under 18 år. Til gengæld har unge kunnet bruge nogle af de andre filtre, der var tiltænkt voksne, og derfor er de deaktiveret, oplyser Line Bruun til Politiken
En rapport fra Skatteministeriet viste sidste år, at 6 procent af børn og unge mellem 12 og 17 år har et såkaldt lavt niveau af pengespilsproblemer, og at 2.600 børn og unge har alvorlige pengespilsproblemer – altså lider af ludomani.
fortsæt med at læse









