Kampagnevideo, der bruger lydsiden fra filmen ’Air’ af Affleck og Damon, er lavet uden tilladelse fra produktionsselskabet bag.

Trump stjæler fra hitfilm. Og får Matt Damon og Ben Affleck på nakken

Matt Damon i rollen som Sonny Vaccaro i filmen 'Air'.
Matt Damon i rollen som Sonny Vaccaro i filmen 'Air'.
Lyt til artiklen

Produktionsselskabet Artists Equity, der er drevet af manuskriptforfatterne og skuespillerne Ben Affleck og Matt Damon, fordømmer på det kraftigste, at Donald Trump har brugt lydsiden fra deres film ’Air’ for at reklamere for sig selv som kandidat til det amerikanske præsidentvalg.

Det skriver selskabet i en udtalelse delt på sociale medier, blandt andet Twitter.

»Vi havde intet forudgående kendskab til, samtykkede ikke til og støtter eller tillader ikke, at nogen form for lyd eller billeder bliver genbrugt at Trumps kampagne som politisk markedsføring eller i nogen anden form«, skriver selskabet.

Det skynder sig også at understrege, at de eksplicit ikke vil give samtykke til, at noget materiale i fremtiden kan bruges af Trump og hans kampagnefolk i markedsføringsøjemed.

Sagens kerne er en video, som den tidligere amerikanske præsident har lagt op på sit eget sociale medie, Truth Social, der viser klip af Trump gennem tiden, mens der er en voiceover i baggrunden.

Verdensomspændende hit

Stemmen i baggrunden tilhører Matt Damon og er taget fra en monolog i filmen ’Air’, der handler om tilblivelsen af basketballskoene Air Jordan. I Amazon-filmen, der er et verdensomspændende hit for tiden, holder Damon i rollen som Nikes marketingchef Sonny Vaccaro en tale for den unge basketspiller Michael Jordan om, hvorfor han skal lave en aftale med Nike.

Det er i den storladne ende og handler om udødelighed og alt det, penge ikke kan købe. Det er den monolog, der ligger bag billederne af Trump, og som selskabet altså synes er lige til den friske side.

Ovenikøbet er der klippet i monologen, så Jordans navn er hapset ud.

I monologen, som du kan se i videoen herunder, lyder det blandt andet:

»Penge kan købe dig næsten alt, men de kan ikke købe dig udødelighed. Det må du fortjene«.

»Du vil blive husket for evigt, fordi nogle ting er evige«.

Og i den lidt mere basketstøvlespecifikke afdeling:

»En sko er bare en sko, indtil nogen træder ned i den. Så får den en betydning«.

Både Matt Damon og Ben Affleck har offentligt udtrykt, at de støtter demokraterne i USA, og er derfor i sagens natur ikke store tilhængere af Donald Trump. Det er ikke første gang, Trump er kommet i modvind hos kunstnere, hvis værker han har brugt uden at få lov til det. Blandt andre Aerosmith har bedt ham holde op med at spille deres numre.

Desuden har Tump og hans tilhængere brugt Bruce Springsteen-nummeret ’Born in the USA’ som slagsang ved taler, og den daværende præsidents tilhængere spillede den på gaden, da Trump lå på hospitalet med coronavirus.

Det, har ærkedemokraten Springsteen udtalt, er et godt udtryk for Trumps evne til at misforstå ting. Teksten er egentlig stærkt kritisk over for den amerikanske håndtering af Vietnam-veteraner.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her