Danske og internationale streamingtjenester bliver nu tvunget til at bidrage til danske film og tv-serier. De skal fremover skyde minimum 5 procent af deres omsætning i en branche, der har været nødlidende i snart halvandet år.
Det fremgår ifølge Politikens oplysninger af den medieaftale, som regeringen præsenterer klokken 13 sammen med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.
Streamingtjenesterne omsætter i dag på den pæne side af 4 milliarder kroner årligt, og dermed vil de samlet komme til at skyde over 200 millioner kroner årligt i danske film- og tv-produktioner.
Kulturbidraget har været en kæmpestor konflikt i den danske filmbranche, fordi blandt andre producenterne har været bange for, at det kunne skræmme tjenesterne væk. Omvendt har dansk film brug for en saltvandsindsprøjtning, har flere filmfolk fremført.
Hos Det Danske Filminstitut er direktør Claus Ladegaard godt tilfreds.
»Det ser fornuftigt ud, jeg er glad for at bidraget tilgodeser finansieringsbehovet i dansk film, selv om det kan være svært at forudsige det endelige beløb, som aftalen sikrer dansk film«, siger han.
Det er også et incitament til dem, der investerer i nyt dansk indhold
Direktør for Producentforeningen, Jørgen Ramskov, er »meget tilfreds« med aftalen, som han håber vil skabe ro om vilkårene herhjemme.
»Det er en balanceret model, så det både er en medfinansiering til det økosystem, som er under pres, men det er også et incitament til dem, der investerer i nyt dansk indhold«, siger han.
Kan slippe billigere
Regeringen vil gerne anspore de internationale streamingtjenester til at producere i Danmark, og derfor er det ifølge Politikens oplysninger kun 2 procent af bidraget, som er obligatorisk. De sidste 3 procent kan streamingtjenesterne slippe for at betale, hvis de bruger minimum 5 procent af deres omsætning i Danmark på nye danske produktioner.
Og det vil sige, at streamingtjenester som TV 2 Play, Viaplay og Netflix, der har sagt, at de gerne vil producere i Danmark, kan nøjes med at betale 2 procent i kulturbidrag. Til gengæld kommer streamingtjenester som HBO, der sidste år meldte ud, at de indstillede alle produktioner i Norden, til at betale 5 procent, hvis de fastholder den politik.
Sagen kort
Kulturbidrag
Siden midten af 2022 har store dele af den danske film og tv-serie-branche ligget stille. Først og fremmest på grund af en aftale, der var indgået om, hvad streamingtjenesterne skulle betale i rettighedsbetaling til skuespillere, manuskriptforfattere, fotografer og instruktører, når de lavede produktioner i Danmark.
Aftalen var indgået mellem de kreative fagforeninger og Producentforeningen, men Netflix, Viaplay og TV 2 ville ikke acceptere den. De besluttede derfor at indstille alle nye projekter.
Den danske film og tv-branche, der for få år siden solede sig i voldsom succes og international opmærksom i et omfang, så den næsten ikke kunne følge med, havde pludselig ikke noget at lave.
Efter lange forhandlinger blev der i efteråret 2022 lavet nye og billigere rettighedsaftaler, men lige lidt hjalp det. Det internationale streamingtjenester som Netflix og Viaplay er ikke gået i gang i Danmark igen, selv om de er aktive i Norge og Sverige.
Nu har forbeholdet været, at de ikke vidste, hvad de skulle betale i kulturbidrag, og hvordan ordningen blev skruet sammen, og derfor havde de ikke overblik over, hvad omkostningerne i Danmark ville blive.
Samtidig har Det Danske Filminstitut meldt ud, at dansk film mangler 110-150 millioner kroner om året for at fastholde det høje niveau, som Danmark har været berømmet for i årtier.
Flest penge til film
Økonomien i danske film er de senere år blevet presset, fordi indtægterne fra salg til de danske og internationale streamingtjenester slet ikke står mål med de indtægter, filmene tidligere fik på salg af dvd’er ved siden af biografindtjeningen.
Og det ser ud til, at det nye medieaftale i hvert fald imødekommer dansk films behov for flere penge. For 80 procent af indtægterne fra kulturbidraget skal gå til danske spillefilm og dokumentarfilm. 20 procent skal gå til andre public service-formål.
Ifølge kulturminister Jacob Engel-Schmidt (M) vil det nye kulturbidrag samlet skaffe omkring 100 millioner kroner ekstra til dansk film og public service-indhold i 2025. Men han understreger, at der er stor usikkerhed om beløbet.
»Derfor har vi ikke skrevet provenuet ind i aftalen«, siger han.
Politiken forsøger at få en kommentar fra Netflix, HBO, Viaplay og TV 2.
fortsæt med at læse









