Jeg er lige ved at snuble i mit eget Irma-net af befippelse. En hel vognfuld unge mænd vælter ud foran mig på gaden, den ene mere sejrsstolt end den anden, arme i vejr, råb mod den lyse himmel, alle som én i bar overkrop. De få unge kvinder, jeg kan spotte, er i croptops og jakker og måske en klædelig lille bimmelim. Klokken er trods alt kun kølig formiddag, men wtf, huen er i hus, verden venter, og de ser jo skidegodt ud!
Stærke, unge muskler, fremtidens smede, brolæggere, murere, landmænd. Eller det er de så nok ikke, de studenter, jeg er stødt på i København K. Snarere er deres halve nøgenhed en hilsen til vitalismen, til dyrkelsen af kroppen og dens frie udfoldelsesmuligheder; det er drengeværelsernes små tarzaner, der nu svinger sig ud i livet med et brøl. (Og en ølbong under armen). Sødt.
