Den nye, hypede HBO-serie ’The Idol’ falder over sine egne ben i sin iver efter at provokere, mener internationale anmeldere. Og ender som en af de værste serier nogensinde.

Har vi lige sagt farvel til årets dårligste tv-serie?

’The Idol’ fortæller historien om popstjernen Jocelyn (Lily-Rose Depp), der efter et nervesammenbrud arbejder på et comeback.
’The Idol’ fortæller historien om popstjernen Jocelyn (Lily-Rose Depp), der efter et nervesammenbrud arbejder på et comeback.
Lyt til artiklen

Skaberen af tv-serien ’The Idol’, Sam Levinson, havde masser af selvtillid under filmfestivalen i Cannes.

Det var få dage før, ’The Idol’ fik premiere på HBO, hvor den var ventet som det nye store slagnummer efter afslutningen af ’Succession’.

Allerede før sin premiere var serien, med Lily-Rose Depp og popstjernen The Weeknd i hovedrollerne, omdiskuteret. Serien blev vist i Cannes, hvor anmelderne ømmede sig over for meget nøgenhed og for meget vold.

Men på et pressemøde på festivalen forudsagde Sam Levinson, at ’The Idol’ ville blive sommerens største serie.

I stedet er ’The Idol’ ifølge internationale anmeldere blevet sommerens største flop og får mere end almindelig hård kritik i denne uge, hvor femte og sidste afsnit udkom.

»Det er uden sammenligning årets værste tv-serie«, skriver britiske The Telegraph.

Mens The Guardian tager den skridtet videre og kalder serien for »en af de værste nogensinde«.

»Vi var klar til at blive chokerede. Vi var forberedte på at blive forfærdede. Men intet kan forberede dig på at kede dig så utroligt meget«, skriver avisens anmelder.

Allerede i marts skrev Rolling Stone, at den nye serie af manden bag succes-serien ’Euphoria’, havde udviklet sig til »forskruet torturporno«. Og efter fem afsnit har magasinet ikke ændret mening.

»Vi er her ikke for at lovprise ’The Idol’ men for at begrave den«, skriver Rolling Stone, som ikke kan forestille sig, at der bliver tale om en sæson to.

Voldtægtsagtig

’The Idol’ handler om popstjernen Jocelyn (Lily-Rose Depp), der er på toppen af sin karriere og samtidig i dyb sorg over sin mors død.

Og om den slibrige natklubejer Tedros, spillet af The Weeknd, der indleder et forhold til hende med kvælertag og knive som en del af sit sex-repertoire.

Det danske filmmagasin ’Ekko’ gav serien fire stjerner efter de to første afsnit.

»The Idol er den mest stangliderlige serie, jeg har set længe«, skrev Ekkos anmelder.

» Sexbesættelsen er slibrig og sensationslysten, provokerende og poserende«.

Også Lucia Odoom gav serien fire hjerter i Politiken efter første afsnit.

»Da Jocelyns assistent rynker på næsen ad Tedros og siger, at hun finder ham voldtægtsagtig, og Jocelyn svarer, det er på en måde det, jeg kan lide ved ham, tænkte jeg, det er her, at dem, der ikke kan lide serien, står af«, skrev hun.

Nu er alle fem afsnit tilgængelige. Og udgør tilsammen en serie, der, ifølge ’Variety’, i sin iver efter at provokere ender med at spænde ben for sig selv:

»I sidste ende var ’The Idol’ hverken så stødende, som dens modstandere hævdede, eller så revolutionerende, som Sam Levinson troede. Som så mange kunstværker, der alt for åbenlyst sigter mod provokation, faldt HBO-dramaet over sine egne ben«.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her