Der var magi i luften, da fem suveræne dansere gled hen over gulvet i Paul Lightfoots hypnotiserende værk. Åndeløst intense møder, to og to, kronet af en sølvhåret kvindelig danser som en strømførende sfinks.

Men jeg ville aldrig have gættet på, at det skulle handle om skoleskyderi. Da jeg læste programmet bagefter, syntes værket, ’Suffer Little Children’, at blive spærret inde i en snærende konkret betydningsramme. Et grumt og vildt svært emne at takle, og dansen rummede reelt dybe toner af både sorg og mørk længsel. Men for mig var der noget mere alment eksistentielt på spil.