Det ene sted går en mand amok, mens han går ned i flammer og smadrer sin familie i faldet. Det andet sted kæmper en ung, udskammet kvinde med det tab, hun er blevet påført af et samfund, der ikke kunne acceptere hende som mor til et barn uden lovformelig far.
Copenhagen Opera Festival er i gang, og programmet har næppe nogensinde været flottere. I ti dage fylder den store sang København på kryds og tværs med forestillinger og koncerter, der rækker fra det traditionelle og underholdende til nye produktioner, der flytter operagenrens grænser.








