Han er 3.000 år ældre end Grauballemanden og en europæisk superstjerne, i hvert fald i arkæologien. Nu viser nye dna-analyser, at ismanden Ötzi ser helt anderledes ud end hidtil antaget.

Den gamle ismand fra Sydtyrol så helt anderledes ud end hidtil antaget

Ismanden Ötzi under et besøg på et arkæologisk museum i München i 2014. Foto: Sven Hoppe/Ritzau Scanpix
Ismanden Ötzi under et besøg på et arkæologisk museum i München i 2014. Foto: Sven Hoppe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Endnu en gang har det vist sig, at vores billede af den meget fjerne fortid ikke var helt korrekt.

Videnskabsfolk mener på baggrund af dna-analyser, at den berømte ’ismand’ kaldet Ötzi, som kan ses på det arkæologiske museum i den norditalienske by Bolzano, havde en mørkere hudfarve end hidtil antaget. Det skriver CNN.

»Det lader til, at den mørke hudfarve på mumien er ret tæt på ismandens hudfarve, da han levede«, siger Albert Zink, institutleder ved det private forskningscenter Eurac Research i Bolzano, ifølge CNN.

Ismanden Ötzi blev på dramatisk vis myrdet en forårsdag for 5.300 år siden. På denne dag befandt han sig i Val Senales-dalen i Sydtyrol mellem Østrig og Italien. På et tidspunkt har en pil hvislet gennem luften og boret sig ind i hans skulder, hvorefter han faldt om og døde. Dér lå hans lig så, mens årene passerede, og han skiftevis blev frosset ned af Schnalstaler-gletsjeren om vinteren og tørret af solen om sommeren.

Efter lidt mindre end et årtusinde blev Keops-pyramiden bygget på den anden side af Middelhavet. Ötzi lå stadig uberørt i bjergene. Yderligere to årtusinder senere, på vores egne kanter af verden, havnede Grauballemanden i Nebelgaard Mose vest for Aarhus, måske som en ofring til guderne. Ismanden lå der stadig.

Og så, endnu to årtusinder længere fremme, opdagede to vandrere i 1991 det, de gik ud fra var resterne af en uheldig vandringsmand fra nyere tid. I stedet var det en arkæologisk sensation.

Anatolske bønder

Konklusionen om, at Ötzis hudfarve må være mørkere end antaget, skyldes ifølge Nature.com, at man kan se et tydeligt genetisk slægtskab med anatolske bønder – altså bønder fra det, vi kender som Tyrkiet.

Albert Zink, institutlederen fra Bolzano, minder desuden om, at fortidens europæere generelt havde en mørkere hudfarve end nutidens europæere.

»Det ændrede sig med tiden til en lysere hudtone som en tilpasning til forandringer i klimaet og i bøndernes diæt«, skriver han til CNN i en mail.

Det nye studie viser også, at Ötzi havde brune øjne – og at han formentlig var skaldet. Han er desuden aldrig blevet for gammel til at rejse. I 2008 var han eksempelvis i Danmark og blev udstillet på Moesgaard.

Vores forfædres hudfarve har tidligere skabt debat. Da Museum Lolland-Falsters billede af den lollandske stenalderpige Lola tidligere på sommeren blev delt på internettet, beskyldte tastaturkrigere museet for at have gjort hendes hudfarve mørk ud fra politiske hensyn.

Stenalderpige udløser international shitstorm

Lolas hud havde dog fået sin tone på baggrund af videnskabelig analyse af især et stykke birkebeg, som pigen havde brugt som tyggegummi, og som derfor indeholdt rester af hendes dna.


Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her