Steve Harwell, tidligere forsanger i bandet Smash Mouth, er mandag død. Han blev 56 år.
Det oplyser manager for Smash Mouth Robert Hayes ifølge NBC News.
Smash Mouth er nok mest kendt for hittet ’All Star’, som blandt andet blev udbredt igennem filmene ’Shrek’ og ’Mystery Men’.
Forsangeren døde i sit hjem omgivet af familie og venner, oplyser manageren. Dødsårsagen var ifølge manageren leversvigt.
»Steve Harwell var en ægte amerikansk original, siger Hayes ifølge det amerikanske medie.
»En larger than life-type (opsigtsvækkende person, der tiltrækker sig opmærksomhed, red.), der skød mod himlen som et romerlys.
Harwell trak sig fra bandet for to år siden efter blandt andet en usammenhængende optræden i New York City.
Han havde også tidligere holdt pause fra liveoptrædener på grund af hjerteproblemer.
ritzau









