»Findes der virkelig nogen, der seriøst tror, James og jeg ville bruge ’Spise med Price’ til at genere fagbevægelsen?«, lyder det fra Adam Price.

Adam Price svarer igen på shitstorm: Så se dog noget andet

Adam og James Price er kommet i modvind med deres natmadsprogram.  Foto: Jacob Benjamin Snedevig
Adam og James Price er kommet i modvind med deres natmadsprogram. Foto: Jacob Benjamin Snedevig
Lyt til artiklen

Et nyt afsnit i DR-serien ’Spise med Price’ har forarget. I madprogrammet laver de to brødre nemlig grin med fagforeninger, samtidig med at deres egen restaurant, Brdr. Price, har en konflikt med 3F.

Det skriver Ekstra Bladet.

Men nu giver Adam Price svar på tiltale. På Instagram skriver han:

»Findes der virkelig nogen, der seriøst tror, James og jeg ville bruge ’Spise med Price’ til at genere fagbevægelsen?«.

Programmet er optaget »længe før« overenskomstforhandlinger brød sammen i deres restaurant ifølge Adam Price, som på Instagram tilføjer:

»Der er INGEN forbindelse mellem programmet og virkeligheden. Det kræver en ekstrem naivitet at forestille sig, at vi kunne finde på (og at DR ville tillade…) at bruge den bedste sendetid til at kommentere på en aktuel situation«.

Sjov med fagforeningen

Sekvensen, der har vakt harme, er en af programmets små sketches, hvor de to brødre tydeligvis er på slap line. I sketchen kommer de to brødre dryssende op ad dagen til et DR-filmhold, som er godt træt af at vente. Derfor udtrykker programmets tilrettelægger bekymring for udsigten til en 18 timer lang arbejdsdag, hvortil Adam Price i programmet siger:

»Ja, men altså, vi er jo ikke i noget forbund. Vi er jo bare os selv«.

Men at denne sekvens skulle forarge nogen, og at den i det hele taget bliver taget seriøst, irriterer tydeligvis Adam Price, der i opslaget også skriver:

»Natmadsprogrammet er så tydelig en joke, at man undrer sig over, at nogen kan tro, at det er alvor? Tror nogen, at James og jeg rent faktisk ER kommet 6 timer for sent til optagelserne og i øvrigt er pisseligeglade? Nej. Vi SPILLER lige i de scener i programmet to verdensfjerne tv-værter«.

Dårlig timing?

Når det så alligevel har provokeret nogen, er det på grund af timingen. Tidligere på året opsagde restauranterne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw nemlig deres overenskomst med 3F, ifølge Ekstra Bladet.

I stedet skulle restauranterne have foreslået en aftale, hvor de fuldtidsansatte ufaglærte tjenere går 30 procent ned i løn – hvilket skulle løbe op i knap 11.000 kroner om måneden. En aftale, som 3F ikke kunne gå med til, hvorefter forhandlingerne brød sammen.

Ifølge Adam Price spurgte mediet Frihedsbrevet ham, om man ikke burde have klippet sekvensen ud efterfølgende i lyset af tvisten? Det forstår han intet af:

»Igen kniber man sig i armen. ’Spise med Price’ har i 15 år haft en satirisk, humoristisk, sarkastisk og ikke mindst selvironisk tone. Hvem bliver oftest til grin i programmerne? Os selv«.

Endelig har tv-værten en opfordring til folk, der ikke forstår joken:

»Hvis det ikke er din humor: fint. Skift kanal eller sluk i de minutter«.

Mads Justesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her