Tinmal-moskeen i Atlasbjergene i Marokko er blevet alvorligt skadet efter det voldsomme jordskælv, der ramte landet fredag.

Unesco-verdensarv ødelagt i jordskælv

Tinmal-moskeen i Atlasbjergene i Marokko efter det voldsomme jordskælv, der ramte landet fredag.  Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Tinmal-moskeen i Atlasbjergene i Marokko efter det voldsomme jordskælv, der ramte landet fredag. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ud over de mange mistede menneskeliv er myndighederne i Marokko begyndt at opgøre de kulturelle og materielle skader efter det voldsomme jordskælv, der ramte landet i fredags.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er den historiske moské Tinmal-moskeen i byen, den har navn efter, blevet svært skadet.

Moskeen er fra 1100-tallet og er på Unescos såkaldte tentativliste over verdensarv. Listen dækker over kulturarv, der af de enkelte lande bliver indstillet til Unesco med henblik på at komme på den egentlige verdensarvsliste senere.

Bygningen er af høj historisk betydning, da den blev konstrueret under det såkaldte Almohad-kalifat, der var et berbisk imperium, der dominerede store dele af Nordafrika og Den Iberiske Halvø op gennem det 12. og 13. århundrede.

Moskeen er bygget der, hvor Ibn Tumart, Almohad-bevægelsens grundlægger, blev begravet i de høje Atlasbjerge, og stedet betragtes som arnested for bevægelsens videre udbredelse.

Bygningerne i sten og mudder er ikke længere i brug som moské, men fungerer som historisk mindesmærke.

Reuters har henvendt sig til det marokkanske kulturministerium, som ifølge nyhedsbureauet udtaler, at »ministeriet har besluttet at genopbygge den og vil skabe budget til det« uden at gøre det klart, præcis hvordan det skal ske.

Jordskælvet, der har kostet mindst 2.000 mennesker livet, er også gået hårdt ud over den historiske by Marrakech, der er at finde på Unesco’s liste over verdensarv. Ifølge Reuters er blandt andet tårne på minareter væltet i forbindelse med jordskælvet.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her