Fire tidligere ulønnede praktikanter i Danmarks Radio fortæller, at de i strid med reglerne blev brugt som reel journalistisk arbejdskraft.

»Jeg måtte ikke sige det til nogen«: Flere DR-praktikanter står frem og fortæller om at arbejde i strid med loven

DR Byens hovedsæde på Amager.  Foto: Jens Dresling
DR Byens hovedsæde på Amager. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

I sidste uge fortalte studerende Isaac Macaulay i Akademikerbladet, at han blev sat til at arbejde ulønnet på fuld tid som journalist i DR, selv om hans praktikkontrakt lød på 13 timer om ugen. Det er i strid med både DR’s egne retningslinjer og Universitetsloven.

Nu deler en række tidligere praktikanter lignende oplevelser fra deres tid i DR, skriver DM Akademikerbladet. Katrine Fugl stod blandt andet for at producere en Folkemødet-udgave af P1-programmet ’Klog på Sprog’ med Adrian Hughes som vært, selv om hun var ulønnet praktikant. Men da programmet skulle afvikles, ville DR ikke betale for transporten til Bornholm.

»Så jeg betalte selv min billet og fik nasset mig ind på noget overnatning, så jeg kunne være en del af afviklingen på det, jeg havde været med til at skabe«, fortæller hun.

En anden praktikant, Anne Horsted Møller, producerede programmet ’Droner og Kanoner’. Hun fandt og håndterede kilderne til udsendelserne, lavede forhåndsinterview, SoMe-arbejde og skrev manuskript, fortæller hun.

»Men jeg måtte ikke sige det til nogen. Det skulle holdes hemmeligt«, siger Anne Horsted Møller.

Det fremgår klart af universitetsloven, at de universitetsstuderende ikke må bruges som arbejdskraft på arbejdspladserne. Derfor er de i såkaldte projektorienterede forløb.

»Projektorienterede forløb er ikke almindelige praktikophold. Ideen er, at den studerende gennemfører et projekt på arbejdspladsen. Tanken er, at den studerende på den måde får fingrene ned i maskinrummet. Eller sådan burde det være. De projektorienterede forløb bliver notorisk misbrugt over en bred kam til at tiltrække gratis arbejdskraft«, siger juraprofessor Mads Bryde Andersen.

Ifølge Camilla Gregersen, forperson for DM, tyder de nye vidnesbyrd på, at problemet ikke er enestående i DR.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at Danmarks Radio gennem længere tid har brugt ulønnede praktikanter som reel arbejdskraft, hvilket meget peger på, når nu flere historier som disse dukker op«, siger hun.

Akademikerbladet har forelagt ledelsen i Danmarks Radio de tidligere praktikanters vidnesbyrd. HR-chef Nanna Abildstrøm siger, at DR stræber efter at være et attraktivt uddannelsessted.

»Derfor berører det os at høre, at der er nogle praktikanter, der ikke har været glade for deres forløb«, skriver Nanna Abildstrøm til Akademikerbladet.

Ifølge hende har DR på baggrund af Akademikerbladets dækning igangsat et eftersyn af DR’s retningslinjer for praktikanter.

Kilde: Akademikerbladet

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her