Et sexistisk udfald mod en kvindelig journalist får nu yderligere konsekvenser for den britiske nyhedskanal GB News.
Tv-værten Dan Wootton er blevet suspenderet, efter at en gæst i hans debatprogram sagde om journalisten Ava Evans: »Hvem har lyst til at knalde det?«.
Udbruddet kom fra den kontroversielle skuespiller og kommentator Laurence Fox, der i programmet ’Dan Wootton Tonight’ gik til angreb på Ava Evans over kommentarer, hun var kommet med, om mænds mentale helbred.
Han beskrev hende som en »4.0 feminist« og sagde: »Vis mig bare én mand med selvrespekt – og som ikke er incel – der nogensinde kunne finde på at kravle i seng med den kvinde«.
I første omgang grinte Dan Wootton af episoden og sagde, at hun »er en meget smuk kvinde«. Men siden har han i flere omgange undskyldt over for Ava Evans, som er journalist på mediet Joe, der er henvendt især til unge.
Wootton er selv i søgelyset efter anklager om, at han under sin tid på avisen The Sun brugte et pseudonym til at få kolleger til at dele nøgenbilleder. De anklager har GB News ikke valgt at undersøge, men stationen har nu suspenderet Wootton – og Laurence Fox – for angrebet på Evans.
Episoden har også ført til en række klager til den britiske medietilsynsmyndighed Ofcom.
Kræver GB News lukket
Ava Evans fortæller til BBC, at hun har modtaget en undskyldning fra GB News, men at hun også har fået flere »virkelig ubehagelige« trusler siden Laurence Fox’ angreb.
»Lige før jeg kom herind i studiet, fik jeg et tweet, hvor der stod: »Husk at se dig over skulderen««, fortæller hun i BBC’s Newscast-podcast.
Mens Wootton og GB News har undskyldt, er der ingen tegn på anger fra Laurence Fox. Han mener ikke, at Woottons undskyldning er oprigtig, og har delt en privat korrespondance mellem de to kort efter udsendelsen, hvor Wootton skulle have postet en række grinende emojis.
Faktisk synes jeg, at Ofcom burde lukke stationen ned
GB News blev for to år siden lanceret som et britisk pendant til den højreorienterede amerikanske Fox News, og stationen har tætte bånd til det britiske konservative parti, hvorfra flere parlamentarikere optræder som værter og kommentatorer.
Ifølge The Guardian har Ofcom i løbet af det seneste år to gange givet GB News en reprimande for ikke at følge de presseetiske regler, og yderligere seks sager bliver stadig undersøgt.
Den erfarne tv-vært Adam Boulton, som i mange år var ansat på Sky News, mener, at episoden bør føre til lukningen af GB News.
»Klagerne har hobet sig op omkring GB News. Der findes en delikat og vigtig økologi, når det gælder broadcasting i dette land, og GB News prøver at ødelægge den økologi. Faktisk synes jeg, at Ofcom burde lukke stationen ned. Ligesom den gjorde med Russia Today«, sagde Adam Boulton til BBC.
fortsæt med at læse








