Bryan West skal dække Taylor Swift på fuldtid for avisen USA Today. Han er selv erklæret fan, men det er ikke noget problem, siger han.

35-årig journalist får det job, alle Swifties drømmer om

Bryan West, der har fået jobbet som Taylor Swift-korrespondent, er selverklæret fan, men har også indrømmet, at der er tre sange med den ultrapopulære Swift, som han ikke kan holde ud.
Bryan West, der har fået jobbet som Taylor Swift-korrespondent, er selverklæret fan, men har også indrømmet, at der er tre sange med den ultrapopulære Swift, som han ikke kan holde ud.
Lyt til artiklen

Der vælter ud med historier om hende lige nu.

Om, hvorfor hun er verdens største popstjerne, hvordan hendes privatliv kan skubbe til magtbalancen i amerikansk sport, og hvorfor hun kan komme til at spille en afgørende rolle i det kommende præsidentvalg i USA.

Men hvis du synes, at alt lige nu handler om sangeren Taylor Swift, er det ingenting, i forhold til hvad læserne af den amerikanske avis USA Today kan se frem til.

USA’s største aviskæde, Gannett, som ejer USA Today og 200 lokalaviser, har nemlig ansat en journalist, der som sin eneste opgave har at dække Taylor Swift.

Den ære er tilfaldet den 35-årige journalist og erklærede Taylor Swift-fan Bryan West fra Arizona, skriver mediet Variety.

Han fik tjansen, efter at Gannett i september slog den usædvanlige stilling op.

Og Bryan West ser ikke noget problem i, at han selv er fan af det popfænomen, han nu skal dække.

»Jeg mener ikke, at dette er anderledes end at være sportsjournalist og fan af sit lokale hold«, siger Bryan West til Variety.

»Jeg er bare fan af Taylor, og jeg har fulgt hende hele hendes karriere, men jeg har også en journalistisk baggrund«.

Bryan West har blandt arbejdet som reporter for den amerikanske tv-station NBC.

I sin ansøgning fremlagde han en række ideer til sit nye arbejde, blandt andet en undersøgelse af hvilken betydning Taylor Swift har på vennearmbåndsindustrien.

»Jeg kan tale nonstop om Taylor-nyt og gøre det interessant i mindst en time«, siger han i en video, der fulgte med ansøgningen.

Her fortæller han også, at han har været clean i fem år.

»Så jeg kommer aldrig til at teste positiv i en narkotest«.

Mangler Beyonce-reporter

Da Gannett slog stillingen op, spekulerede flere i, om det i virkeligheden var et publicity-stunt fra mediegigantens side.

Men det afviser Ben Goad, som er nyhedschef på avisen The Tennessean i byen Nashville, hvorfra Bryan West skal arbejde. Goad fortæller til Variety, at der iblandt ansøgerne også var en tidligere velkendt korrespondent fra Det Hvide Hus, og at jobbet, som Bryan West kan se frem til, ikke handler om at aflevere tre skrevne artikler om ugen.

»Han kommer til at lave videoindhold, være på sociale medier og interagere med Swifties. Han skal være ude på turné, på den røde løber og til prisuddelinger«, siger Ben Goad.

»Hvor end folk dyrker Taylor Swift eller reflekterer over, hvem hun er«.

For dem, som ikke kom igennem nåleøjet, er der dog håb endnu. Gannett har nemlig også slået en stilling op som fuldtids-Beyoncé-reporter, der eksklusivt skal dække den amerikanske sangers indflydelse på »musik, mode, kultur og økonomi«.

Der er endnu ikke nyt om, hvorvidt den stilling er blevet besat.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her