I anledning af, at vi nærmer os årets slutning, bliver denne Ugens ord til Årets ord. Det er nemlig tid til at kigge tilbage på, hvilke ord der kendetegner 2023. Det officielle danske Årets ord bliver kåret af DR og Dansk Sprognævn på fredag i radioprogrammet ’Klog på sprog’, men de fleste engelske og amerikanske ordbøger har allerede kåret deres årets ord.
Og det blev i høj grad et sprogår, der står i teknologiens tegn. Collins Dictionary har for eksempel kåret ’AI’ til årets ord. Forkortelsen står for ’artificial intelligence’, altså ’kunstig intelligens’, som har præget en stor del af verden i år med den nyåbnede offentlige adgang til chatbotten ChatGPT og andre AI-værktøjer, der har affødt mange diskussioner om, hvad disse kan og må bruges til, og hvorvidt vi mennesker bliver løbet over ende af teknologien.








