Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ryan O’Neal blev kendt for sin rolle i ’Love Story’ og sit tumultariske forhold til en kollega.

Hollywood-skuespilleren Ryan O'Neal er død

Foto: Ralph Gatti/Ritzau Scanpix
Foto: Ralph Gatti/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske skuespiller Ryan O’Neal, særligt kendt for sin rolle i filmen ’Love Story’ fra 1970, er død i en alder af 82 år.

Det fortalte hans søn fredag amerikansk tid.

Desuden var han blandt andet med i filmene ’Paper Moon’ og ’Barry Lyndon’.

Ryan O’Neal trak derudover overskrifter for sit længerevarende og tumultariske forhold til skuespillerinden Farrah Fawcett, der blev kendt som en af de tre engle i tv-serien ’Charlie’s Angels’. Hun døde selv i 2009.

Før forholdet til Farrah Fawcett blev Ryan O’Neal henholdsvis gift og skilt to gange.

De indledte deres forhold i slutningen af 1970’erne og var sammen i næsten 20 år, før de blev skilt i 1997, da hun efter sigende opdagede, at han havde en affære med en anden skuespillerinde.

Skuespillerne genforenedes dog i 2001 og var sammen indtil Farrah Fawcetts død.

Efter en række roller i diverse tv-serier fik Ryan O’Neal sit store gennembrud med ’Love Story’, der blev startskuddet til fænomenet ’chick flicks’. Det er en type film om særligt kærlighed og parforhold.

For sin rolle i filmen blev Ryan O’Neal nomineret til en Oscar.

To år senere fik han sammen med Barbra Streisand en rolle i filmen ’What’s Up, Doc?’, som også hjalp med at øge Ryan O’Neals popularitet.

I de efterfølgende år spillede Ryan O’Neal blandt andet en smykketyv i filmen ’The Thief Who Came To Dinner’.

Og i Peter Bogdanovichs ’Paper Moon’ fra 1973 spillede han over for sin datter Tatum O’Neal, hvilket fik ham nomineret til en Golden Globe.

I 1975 fik Ryan O’Neal en rolle i Stanley Kubricks historiske drama ’Barry Lyndon’, der i dag er bredere anerkendt, end den var ved sin udgivelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her