Den overgrebsanklagede Gérard Depardieu er igen i søgelyset efter upassende opførsel i ny dokumentar. Nu går præsident Macron ind i sagen og forsvarer skuespilleren.

Fransk præsident saver minister over og forsvarer kontroversiel filmstjerne

Frankrigs kulturminister mener, at skuespiller Gerard Depardieu (th.) skal have frataget sit ridderskab. Præsident Emmanuel Macron (tv.) har imidlertid taget Depardieu i forsvar.  Foto: Ludovic Marin, Valery Hache/Ritzau Scanpix
Frankrigs kulturminister mener, at skuespiller Gerard Depardieu (th.) skal have frataget sit ridderskab. Præsident Emmanuel Macron (tv.) har imidlertid taget Depardieu i forsvar. Foto: Ludovic Marin, Valery Hache/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Emmanuel Macron er gået lodret imod sin egen kulturminister i en sag, der handler om den franske skuespillerstjerne Gérard Depardieu.

»I kommer aldrig til at se mig deltage i en menneskejagt«, sagde den franske præsident onsdag aften. Det skriver det franske nyhedsmedie France 24.

Tidligere på måneden viste tv-stationen France 2 dokumentaren ’Gérard Depardieu: La chute de l’ogre’ (’Et uhyres fald’, red.), der følger skuespilleren på en rejse til Nordkorea i 2018, hvor han flere gange kommer med sexistiske kommentarer om sin kvindelige tolk og seksualiserer en lille pige, der rider på en hest.

Depardieu er i forvejen anklaget for at have begået to voldtægter i 2018.

I kølvandet på dokumentaren sagde Frankrigs kulturminister, Rima Abdul Malak, at der vil blive iværksat en »disciplinær procedure«, hvor det skal besluttes, om Depardieu skal have frataget sin titel af ridder af Æreslegionen, Chevalier de la Legion d’honneur, der er den fornemste orden i Frankrig.

Malak »væmmes« ved Depardieus opførsel i dokumentaren, sagde hun og tilføjede, at »han har bragt skam over Frankrig«.

Da Macron i et tv-interview onsdag blev spurgt, om Depardieu dermed kunne miste sit ridderskab, sagde den franske præsident imidlertid, at han ikke havde lyst til at deltage i »menneskejagten«.

»Jeg er en stor beundrer af Gérard Depardieu. Han har gjort Frankrig kendt i hele verden. Som præsident og borger mener jeg, at han gør Frankrig ære«, sagde Emmanuel Macron.

»Man fratager ikke nogen deres ridderskab på baggrund af en dokumentar«.

»Skandaløse, foragtelige og fra en anden tid«

Det har vakt vrede blandt flere prominente stemmer, at Macron har taget den overgrebsanklagede stjerne i forsvar.

»Nej, vi er ikke stolte af Gérard Depardieu, når han seksualiserer en 12-årig pige, der rider på en hest«, siger Frankrigs tidligere præsident François Hollande til radiostationen France Inter.

Også Anne-Cécile Mailfert, grundlægger af kvinderettighedsorganisationen Fondation des Femmes, retter kritik mod Macron:

»Hans kommentarer er skandaløse, foragtelige og fra en anden tid«, siger hun til tv-kanalen BFM TV.

Skuespiller Charlotte Arnould, der har anklaget Depardieu for at have voldtaget hende to gange i hans hjem i Paris, da hun var 22, og han 70, er også blevet interviewet til dokumentaren. Sagen undersøges stadig.

I et åbent brev til avisen Le Figaro i oktober nægtede Depardieu alle anklager og hævdede at være offer for en »lynchning orkestreret af medierne«.

»Jeg har aldrig misbrugt en kvinde«, lyder det i brevet.

74-årige Gérard Depardieu er en af Frankrigs mest berømte skuespillere og har medvirket i flere end 170 film. Han har blandt andet spillet Obelix i ’Asterix & Obelix’-spillefilmene.

Kristoffer Frederik Nørager Møller

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her