En video af renoveringen af en af de gamle egyptiske pyramider, Mykerinos-pyramiden, har skabt stor debat online og ramaskrig blandt eksperter.
Mens kritikerne mener, at projektet er absurd, kalder Mostafa Waziry, der er generalsekretær for Egyptens Øverste Råd for Antikviteter, som står bag renoveringen, det for er »en gave fra Egypten til verden i det 21. århundrede«.
Målet med arbejdet er at genskabe Mykerinos-pyramiden, som man forventer, den oprindeligt stod, da den blev bygget for over 4.000 år siden.
I dag kendes pyramiderne på deres ru, gullige kalkstensvægge, men de har ikke altid set sådan ud.
Da Mykerinos-pyramiden blev bygget cirka 2.500 f.v.t., var de første 16 lag af pyramidens bund nemlig dækket af granit. Men på grund af slid i årenes løb, erosion og vandalisme er det i dag kun de nederste syv lag, der er dækket af de mørke sten.
Det skal der nu laves om på med det, Waziry kalder »århundredets projekt« i den video, han delte på sin Facebook-profil i sidste uge.
Skal vi også rette det skæve tårn i Pisa?
Debatten er en del af en diskussion, der længe har floreret blandt konservatorer: Skal man forsøge at genskabe monumenternes oprindelige pragt, eller bør man hellere minimere indgreb på kulturarven?
Alle internationale principper om renoveringer forbyder sådanne indgreb
Og det er langtfra alle, der er enige i Egyptens Øverste Råd for Antikviteters beslutning om at give pyramiden nyt liv.
»Umuligt!«, skriver egyptologen Monica Hanna ifølge The Guardian.
»Hvornår stopper vi denne absurde forvaltning af den egyptiske kulturarv? Det eneste, vi mangler, er at tilføje fliser til Mykerinos-pyramiden. Alle internationale principper om renoveringer forbyder sådanne indgreb«.
Flere har udtrykt bekymring for, om bevaringsmetoden og den nye beklædning af pyramidens velkendte kalkstensvægge vil kompromittere monumentet snarere end gavne det.
Andre har derimod grebet sagen an med en større grad af sarkasme. En kommentar lyder:
»Hvornår begynder planlægningen af projektet at få rettet det skæve tårn i Pisa?«.
Mykerinos-pyramiden er den mindste af de tre hovedpyramider, der står i pyramidekomplekset ved byen Giza, der også huser Sfinksen, og som ligger lidt uden for Cairo. Monumenter, der er vigtige for Egypten, hvor turisme står for omkring 10 procent af landets bruttonationalprodukt.
Ifølge The New York Times optrådte Mostafa Waziry tirsdag aften i et interview med tv-stationen Ten, hvor han affejede kritikken af projektet som »snak på sociale medier, der ikke er hold i«.
Mediet skriver desuden, at Waziry tidligere har fortalt, at projektet, der er ledet af egyptiske og japanske eksperter, skulle begynde med et års studier, hvorefter et hold af internationale eksperter skulle beslutte, hvorvidt man ønsker at fortsætte arbejdet.
fortsæt med at læse








