Thomas Blachman er, som de fleste ved, dommer i ’X Factor’, der i øjeblikket kører på sin 17. sæson. Han er efterhånden blevet 60 år og tilhører dermed den generation, der har fået det ikke særligt flatterende navn ’boomer’.
Og når man sådan omgås de unge artister, som dem, der synger, kaldes i ’X Factor’, så vil der uvægerligt opstå nogle tidspunkter, hvor de sproglige generationsforskelle viser sig. Sidste fredag dukkede et af disse generationsafslørende ord op, da Blachman til en duo bestående af to unge piger sagde: »Der er noget ekstremt lallet over jer«. Pigerne, hvis gruppe hed Poul, opkaldt efter deres matematiklærer, gentog undrende: »Lallet? Er det godt eller dårligt?«.








