Det er især unge og løstansatte blandt de ansatte på biblioteker og andre arbejdspladser i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København, der bliver udsat for sexistisk og krænkende adfærd.
Det viser en ny rapport fra Rambøll, som nyhedsmediet Kulturmonitor skriver om.
1.192 medarbejdere ansat under Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning har besvaret undersøgelsens spørgsmål, og af dem svarer 155, at de har været udsat for uønsket adfærd.
Ifølge Kulturmonitor er der siden sidste undersøgelse i 2022 sket en stigning i antallet af medarbejdere, der har svaret bekræftende på at have oplevet »uønskede seksuelle kommentarer om din krop, tøj og livsstil« fra 39 til 69. Antallet af medarbejdere, der har oplevet »uønsket fysisk kontakt med seksuelle undertoner, for eksempel klap, kys eller omfavnelse«, er steget fra 13 til 35.
Intet af det er acceptabelt, siger Signe Jarvad, der er ansvarlig chef for hr og organisation i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.
»Vi tager det alvorligt, og grundlæggende fortæller det mig, at det er vigtigt, at vi arbejder med at have en kultur, hvor vi kan tale åbent om det, for det giver os de bedste forudsætninger for at kunne handle på det. Det er også derfor, at det er vigtigt at spørge bredt ind til, hvor og hvordan man kan opleve fysisk og verbal uønsket adfærd«, siger hun til Kulturmonitor.
Særligt sårbare
Til forskel fra sidste års undersøgelse indeholder den nye alle medarbejdere, også dem, der er korttidsansat, har få timer eller på anden måde er løst tilknyttet. I undersøgelsen fremgår det ifølge Kulturmonitor, at særligt de unge og løstansatte er udsat for krænkende adfærd.
Løstansatte er mere sårbare, fordi de ikke på samme måde er på arbejdspladsen og er en del af arbejdsfællesskabet
Mest udsat er ansatte på bibliotekerne, som ifølge Kulturmonitor i langt overvejende grad får de uønskede kommentarer fra andre end deres kolleger. 64 procent af de krænkende kommentarer kommer fra andre end kolleger. Af de løstansatte, der har besvaret undersøgelsen – det har 70 ud af 441 adspurgte – har 34 procent oplevet et eller flere tilfælde af uønsket sexistisk adfærd.
Tallet for de fastansatte, der har besvaret undersøgelsen, er 12 procent.
»Generelt ved vi, at løstansatte er mere sårbare, fordi de ikke på samme måde er på arbejdspladsen og er en del af arbejdsfællesskabet på lige niveau med de fastansatte. Det er desværre også afspejlet hos os,« siger Signe Jarvad til Kulturmonitor.
Undersøgelsen er en del af en større undersøgelse på arbejdspladserne i hele Københavns Kommune, hvor i alt 21.532 personer har besvaret de ni spørgsmål, som Rambøll har sendt ud. Det er en svarprocent på 48.
fortsæt med at læse








