Der er udbrudt krig mellem k-pop-industriens største pladeselskab og folkene bag berømt pigegruppe. Det har ført til en politianmeldelse, et dramatisk pressemøde og sat en berømt gruppe i en klemme.

Hun hulkede flere gange under pressemødet. Imens debatterede netbrugere ivrigt om, hvor man kunne købe hendes outfit

Chefen for pladeselskabet Ador, Min Hee-jin, hulkede flere gange under pressemødet. Imens debatterede netbrugere ivrigt, hvor man kunne købe hendes tøj, og før pressemødet var forbi, var outfittet udsolgt online.  Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Chefen for pladeselskabet Ador, Min Hee-jin, hulkede flere gange under pressemødet. Imens debatterede netbrugere ivrigt, hvor man kunne købe hendes tøj, og før pressemødet var forbi, var outfittet udsolgt online. Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Er der noget, der kendetegner k-pop, er det illusionen om perfektion. Idolernes stemmer skal være rene, deres kroppe smukke og deres ry pletfrit. Bag idolerne står pladeselskaberne, som helst skal synes lige så blankpolerede og i sync.

Men den seneste uge har koreanerne fået et sjældent smugkig ind i en intern magtkamp, der netop nu udspiller sig i k-pop-industriens største underholdningsbureau.

Denne gang er det hovedpersonen bag industriens mest populære pigegruppe, New Jeans, der ligger i konflikt med pladeselskabet bag BTS – et af verdens største boybands.

Ulig branchens idealer har konflikten udspillet sig for rullende kameraer. Den kulminerede foreløbig på et to timer langt, tårevædet pressemøde i sidste uge, som efterfølgende har ført til en politianmeldelse af pressemødets hovedperson, Min Hee-jin.

Til dagligt er Min Hee-jin chef for pladeselskabet Ador, der altså står bag den berømte pigegruppe New Jeans. Ador er ejet af et andet og større pladeselskab ved navn Hybe, som er en af giganterne i k-pop og blandt andet har BTS i stald.

Og det er netop Hybe, der har politianmeldt Min Hee-jin.

Årsagen?

Hybe mistænker, at Min Hee-jin har planer om at frigøre Ador og dermed New Jeans fra Hybe.

New Jeans debuterede i 2022 og har siden da lavet hit på hit, og Hybe frygter, at Min Hee-jin ønsker at styre New Jeans alene.

Problemer for aktionærer

Samtidig beskylder ledelsen i Hype Min Hee-jin for underslæb. Derfor forlangte Hybe 22. april, at Min Hee-jin trak sig som direktør. Det ville hun ikke, og hun valgte i stedet at fortælle sin version af historien med hele Sydkorea som tilskuere.

På pressemødet torsdag beskyldte Min Hee-jin ledelsen i Hybe for at overse New Jeans og for at tillade, at andre af Hybes datterselskaber kopierer New Jeans i nyskabte pigegrupper.

»Det er ikke mig, som forrådte Hybe, det er Hybe, som forrådte mig«, sagde hun hulkende på et live-streamet pressemøde torsdag.

Ubalance og de urene linjer er ikke noget, der tages godt imod i k-pop-industrien. Siden historien kom frem, er Hybes aktier faldet med 15 procent.

Min Hee-jin har sagt, at hun vil sagsøge Hybe, og Hybe har anmodet om et møde med Adors aktionærer med henblik på at fyre Min Hee-jin.

Fornyelser i k-poppen

I midten står pigegruppen New Jeans. Under hele konflikten har bandet forholdt sig tavse, som der er præcedens for i industrien, og undervejs har de udgivet en ny single, hvis musikvideo allerede har mere end 14 millioner visninger på YouTube.

Konflikten mellem Hybe og Ador vil næppe påvirke New Jeans, hvis bandet fortsætter i samme spor som nu, vurderer k-pop-klummeskribent ved Billboard Jeff Benjamin over for Politiken. Men spørgsmålet er, om gruppen vil kunne gøre det, hvis Hybe får afsat Min Hee-jin, som jo har stået for brandingen og konceptet bag New Jeans.

»Det er ret overraskende, at der kan være interne problemer bag så store succeser«, skriver Jeff Benjamin.

Ikke overraskende er derimod befolkningens optagethed af konflikten:

»Det skaber så stor interesse, fordi den handler om industriens giganter, der er genrens allerdygtigste. Hybe er ikke kun store, fordi de har skabt det største og mest verdensomspændende koreanske underholdningsbureau til dato, men også fordi New Jeans og Ador under Hybe har lavet en hel ny generation af trends i k-poppen«, skriver Jeff Benjamin til Politiken.

Jeff Benjamin har mødt Min Hee-jin, som han kalder »en super-kreativ person«, der »ikke har fulgt nogle af de traditionelle eller sædvanlige metoder«, da hun skabte New Jeans.

Jeff Benjamin har svært ved at tro Hybes fortælling om, at Min Hee-jin forsøger at gå solo, da hun kun ejer 18 procent af aktierne i Ador, mens Hybe ejer 80 procent. Men hvorfor Hybe i så fald vil af med en af branchens dygtigste producere, er uklart.

Malene Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her