Solen skinner over bydelen Hyllie, og tusindvis af mennesker står i kø til Malmö Arena. Det er finaledag i årets Eurovision Song Contest, og der er god stemning, glimmer i ansigterne, flere flag end foran FN og så en hel masse politi.
For ud over at Eurovision selvfølgelig er en stor begivenhed, hvor sikkerheden er vigtig, har årets sangkonkurrence været præget af flere og større konflikter end andre år. Israels deltagelse har stort set alle år været kontroversiel, men i år har diskussioner om udelukkelse fyldt meget. Internationalt er presset på Eurovision-arrangørerne, EBU, steget, men de har holdt fast i, at Eurovision er en apolitisk konkurrence.








