Den britiske kunstner Jonathan Yeo ville gerne male et portræt af kong Charles III, som skilte sig ud fra de mange andre royale portrætter af britiske regenter.
Det er han lykkedes med.
I denne uge blev et over to og en halv meter højt og to meter bredt maleri af kongen afsløret på Buckingham Palace i London, og siden er det blevet til en hel del furore på den anden side af kanalen.
Ikke fordi portrættet ikke ligner kongen, men på grund af farven. Det er ganske og aldeles rødt i rødt.
Kongen er portrætteret i Welsh Guards-uniform med alskens royal glitterstads fra hals til navle, men uniformen blender næsten ud i den mere abstrakte røde baggrund. Kongens ansigt og hår træder mere frem i gråbrune toner, ligesom også hans hænder gør det.
Ved hans højre skulder svæver en sommerfugl, og fordi intet er tilfældigt på kongelige portrætter, så har sommerfuglen selvfølgelig også en betydning.
»I kunsthistorien har sommerfugle symboliseret metamorfose og genfødsel«, siger Jonathan Yeo til BBC.
Ud over altså at pege på kongens transformation fra prins til monark, er den orange sommerfugl en hilsen til kongens mangeårige interesse for naturen og naturbevarelse, siger kunstneren.
Sommerfuglen er naturligvis af arten monark.
En dominerende farve
Jonathan Yeo har tidligere stået bag en række fremtrædende portrætter af blandt andet Tony Blair, David Attenborough, Malala Yousafzai, Helle Thorning-Schmidt og ikke mindst kongens hustru dronning Camilla.
Kendetegnende for Yeos arbejde er, at mange af hans portrætter er holdt i en enkelt stærkt dominerende farve. Hans portræt af skuespilleren Idris Elba er nærmest udelukkende brunt, kunstneren Damien Hirst er grøn og designeren Ozwald Boateng blå.
Ifølge BBC har dronning Camilla på forhånd nikket anerkendende til portrættet og gav ifølge Jonathan Yeo skudsmålet:
»Yes, du har ramt ham«.
Det mener avisen The Guardian så til gengæld ikke, at Jonathan Yeo har.
Avisen giver værket 1 ud af 5 stjerner.
»Yeos kunst er formelagtig, og dette værk følger formlen. Han laver et pedantisk studie af nogens træk og så – modigt – lader denne fastfrosne skildring kollidere med et bagtæppe af uhyggelige frie abstraktioner«, skriver anmelderen.
»Portrættet af det venlige ansigt tilføjer intet til det, vi ser af Charles i tv og på billeder«.
Efter at have skoset kunstneren for at være uopfindsom, får de sure royalister, der ikke kan lide portrættet, også kniven:
»Royalister vil aldrig ønske sig portrætter, der ser for skarpt på deres idoler«.
The Times er mere splittet og uddeler adelstitler for både hænder og ansigt, mens baggrunden fortjener en »grusom henrettelse«.
fortsæt med at læse
