Med spændingsromanen ’Kald mig Rosa Parks’ har Åsa Lantz en sympatisk ambition om at fortælle sine læsere, hvordan det egentlig kan stå til med uledsagede og forsvundne asylbørn i Sverige.
Sådan et barn var hendes hovedperson, Yi Young, da hun som 15-årig blev sendt fra Kina til Sverige, hvor hun har levet i skjul og i skam uden familie og med et voldeligt skamferet køn. Yi Young er blevet misbrugt og udnyttet.
I Salanders fodspor
Ligesom den verdensberømte fiktive heltinde Lisbeth Salander vil hun hævne sin smerte. Men i modsætning til Larssons Salander træder Yi Young ikke tydeligt nok frem som menneske, selv om Åsa Lantz med sin første roman ud af i alt tre planlagte bruger godt 600 sider på at fortælle hendes historie.
Og når hun ikke bliver virkelig for sine læsere, og når romanens sprog er forholdsvis ensformigt løst i koderne, er det vanskeligt at leve sig ind i handlingen og det omfattende persongalleri med enkelte temmelig usandsynlige karakterer.
Belejlige relationer
Tag for eksempel den ikke længere så velanskrevne dramatiker og instruktør Viggo Sjöström, som bliver en del af Yi Youngs sag og i den forbindelse meget belejligt både har en fortid i politiet og en kæreste, Mario, inden for tjenesten.
Eller integrationsministeren, Catrin Brask, der har en mand, hvis elskerinde er Yi Young, og som også har en suspekt fortid med politisk ansvar for Youngs ophold i Sverige.
Mange skæbner og handlinger forbindes forbavsende bekvemt i romanen, hvis ærinde er interessant, men hvis spænding desværre er til overse.
