Der bor en lille fyr på Nørrebro i København, som stille og roligt – nå, det er nu så meget sagt! – integrerer alle tænkelige typer i det store, danske, multifarvede fællesskab. Her er plads til alle: hinduer, muslimer, flippere, racister og grønthandlere. Ved hjælp af høje eksplosioner og højt humør, har Iqbal Farooq gjort mere for det gode forhold imellem ”dem” og ”os” end nok så mange erklæringer. Et godt fælles grin giver en god integration. Ikke?
Nu er lille Iqbal så i dette ottende bind af krøniken på vej til det sted, hans gener stammer fra. Indien! Landet med mavedans og køer og Bollywood samt Taj Mahal. Og hvorfor tager Iqbal til Indien? Det gør han fordi han (igen-igen) skal holde hånden under vor dronning, han skal redde familiens bryllupsring, og han skal undgå det nye påhit: heldøgnsskolen!
