Det er sjældent, der udkommer en samling historier om forstillelse og giftige ord, der er så hårrejsende som dem, Lena Andersson ubønhørligt serverer i ’Studie i menneskelig adfærd’. Hun kalder dem moraliteter, og det er en rammende betegnelse, for de skærer sig nådesløst ind til den moralske kerne i en række kvinders svigt af hinanden. Åh, hvor er det dejligt ondt.

Grusomhed følger på grusomhed, og en af de værste er Liselotte. Efter at have fået kræft har hun ret til at være ærlig, føler hun, og det går ud over stakkels Matilda. De to gik i sin tid i klasse sammen, og nu undskylder Liselotte, at hun og alle andre altid har bagtalt Matilda. Ja, hun vil jo ikke sladre, men tiden er kommet til at være ærlig: