Det var, da hun lå på briksen på hospitalet, nyopereret og ør efter et kejsersnit, at ordet dukkede op: »emballage«.

»Det var det ord, der kom til mig, da jeg lå i det her rum med ham, ikke rigtig til stede, ikke inkluderet i det, der skete. Jeg var et hylster – snart klar til genbrug«, forklarer Lea Marie Løppenthin, da vi har sat os på en café med vand og brød og to eksemplarer af hendes nye, rødglødende digtsamling, ’Løven og Klagen’. En beretning om den svimlende forældreglæde og den voksende vrede, som bor side om side i en kvinde, hvis fødsel sættes i gang og ender med et semi-akut kejsersnit. Og et traume.