Den første nat i min yngste søns liv tilbragte jeg ikke sammen med ham. En læge havde ment, at hans åndedræt var lidt knirkende og havde sendt ham ned på neonatal til de lækre sygeplejersker med bare brune ben, mens jeg selv lå som bleg og slatten operationspatient efter akut kejsersnit. Den nat var en rædsel. Den dag i dag kan jeg føle mig overbevist om, at lægen tog en helt forkert beslutning; at mit barn overhovedet ikke ’knirkede’ – og hvis han gjorde, ville den bedste kur have været at ligge hud mod hud med mig.
Gennem barslen kværnede harmfulde anklager mod hospitalet i mit hoved, samtidig med at lykken over min nyfødte jublede konstant og stille i mig. Det er den dobbelthed, der er grundstemningen i Lea Marie Løppenthins vidunderlige barselsepos. Jublen og harmen, lykken og sorgen, fejringen og bitterheden – eller, som det hedder med bogens titel: Løven og klagen.
