Iskolde fødder. Vaskesvampe med sæbe. Klor. Vand, der lukker sig om kroppen. Crawl. Øjne, der følger tagets konstruktion. Rystende ben. Lange brusebade. Garderobeskabe med smækkende døre.
Iført badedragt og lyserød badehætte bevæger arkitekturhistoriker Jannie Rosenberg Bendsen sig igennem de danske svømmehaller. Hun klæder om. Hopper i vandet. Registrerer kakler, temperaturer, vinduer, dagslys, startskamler og korridorer. Hun svømmer – helst på ryggen – og mens hun ligger der i vandet, oplever hun svømmehallens fordele og ulemper. Og hun gør det så tæt på, at vandet nærmest driver ned over siderne i den bog, hun har skrevet om 20 danske svømmehaller.