Den første scene, jeg husker fra et værk af Thomas Mann, er denne:

Den fine købmandsdatter Tony sidder på stranden ved Nordsøen i en kjole med stort krinolineskørt, tung som en nedfalden kirkeklokke, og med sænket blik. Omkring hende spadserer hendes latterlige ægtemand med det latterlige navn hr. Grünlich, der i min erindring har smittet af på de latterlige bakkenbarter under hans høje hat: Jeg husker dem som grønlige, men kan ved opslag se, at de er goldgelb, guldgule. Et vrangbillede af de kærlighedsscener, der har udspillet sig på samme strand, hvor Tony har spadseret med sin Morten i en stormende erfaring af forelskelse og frihed. Af hensyn til familiens forretning kunne Tony ikke få sin Morten, men måtte gifte sig med Grünlich.