Hvad er der nu sket? Hvad er ødelagt, mens jeg har sovet?
Sådan har mange af os vågnet op morgen efter morgen i de små fem måneder, der er gået, siden Donald Trump blev indsat som USA’s 47. præsident.
Søvndrukken og med en bekymret uro i kroppen rækker man ud efter telefonen for at tjekke, hvad for nogle sære og skøre ting og sager der er sket i nattens løb.
Alene i ugen op til denne anmeldelse har der været friske eksempler: Fredag vågnede vi op til ordkrigen mellem Elon Musk og Trump, og senest blev militæret indsat i Los Angeles for at bekæmpe demonstranter og ’genoprette roen’.
I morgen sker der sikkert noget nyt og bizart.
At det hele konstant brager og bumler, kan måske umiddelbart virke som et krisetegn for Trump og hans populistiske kompagnoner. Men det er det langtfra, mener den italiensk-schweiziske politolog Giuliano da Empoli.
I sin fremragende nye bog ’Rovdyrenes tid’ trækker han parallellen hele vejen fra nutidens autokrater og populister til den middelalderlige italienske fyrste Cesare Borgia. Han var forbilledet for Niccolò Machiavelli, hvis hovedværk, ’Fyrsten’, er baseret på hans regime, og da Empoli mener, at Borgia er et forbillede for vor tids stærke mænd.
Her er tråden til Trump og den daglige dosis kaos. For Borgia og typer som Trump er det vigtige i enhver situation handling. Jo mere, jo bedre. Det skal ske noget og gerne noget voldsomt.
Store ledere er også kun kroppe
Derfor mener Giuliano da Empoli, at den verdensorden, vi haster mod, bliver karakteriseret af kaos og mangel på forsigtighed og forudsigelighed. Det forklarer også alliancen mellem Trump og techgiganterne, hvis ledere er kendt for at pisse på regler og begrænsninger – ’Move fast and break things’, som Facebooks motto længe lød.
Så selv om vi har mere information end nogensinde, kan vi forudsige mindre og mindre. Hvad sker der i Israel/Palæstina, i USA, med Taiwan – jeg bliver mindre og mindre sikker på, at jeg eller andre kan forudsige det overhovedet.
Der er alt for mange ubekendte – hvilket netop er pointen for magthaverne, fordi det sikrer, at de altid har serveretten.
Fremtidens kaos er hovedpointen i ’Rovdyrernes tid’, men bogen handler om meget mere. Den er opbygget som af en række mosaikagtige essays, krydret med talrige anekdoter fra hans tid som spindoktor for den tidligere italienske premierminister Matteo Renzi.
Ganske som Machiavelli er da Empoli en god og tænksom observatør af magten. Noget, der bliver tydeligt helt fra begyndelsen.
Bogen består af en lang reflekteret reportage fra FN’s generalforsamling og den underlige stemning, der kommer, når verdens mest magtfulde mennesker pludselig skal kæmpe om pladsen i elevatorerne og mase sig forbi hinanden på de smalle gange.
De store ledere bliver på ubehagelig vis mindet om, at de – også – er kroppe.
Bogen er meget velskrevet og uhyre tankevækkende; holdt man af da Empolis gennembrudsroman, ’Troldmanden fra Kreml’, om Putin og det moderne Rusland, bliver man ikke skuffet. Hver læser vil givet hæfte sig ved forskellige ting – det er jo en essaysamlings charme.
Masser af gode pointer
Her er det, der for mig var mest tankevækkende i bogen:
For det første, at der kommer mere konflikt, når teknikkerne til angreb udvikler sig hurtigere end forsvar, sådan som de har gjort i hvert fald siden terrorangrebet 11. september. Droner og selvmordsbomber koster meget mindre at lave og sende af sted, end det koster at beskytte sig mod dem.
For det andet, at demokraterne i USA helt har mistet kompasset. Da Empoli påpeger, at samtlige demokratiske præsident- og vicepræsidentkandidater siden 1980 med undtagelse af Tim Walz var jurister og de fleste af dem også advokater, – den mest forhadte branche ud over politikere i USA overhovedet. Og at Kamala Harris i sin kampagne i 2020 viste sympati over for at lukke politiet og støttede at give indsatte i fængslerne og ulovlige immigranter statsfinansierede kønsskifteoperationer.
For det tredje peger da Empoli på, at liberale politikere overser, hvor den sande magt ligger. Han genfortæller historien om, hvordan Trotskij under Oktoberrevolutionen i 1917 fokuserede på kontrol med infrastrukturen – kraftværker, elektricitet, banegårde og den slags – mens den demokratiske, liberale premierminister Kerenskij fokuserede på at beskytte de politiske institutioner – ministerierne, parlamentet og ministerlokalerne.
Historien viser klart, hvem der trak det lange strå, og det benytter da Empoli til at skose politikerne i Vesten for at overse, at magten til den moderne verdensorden ligger i internettet, i algoritmerne, i kablerne. Alt det, som man har givet techgiganterne alt for meget kontrol over.
Hvilket bringer mig til hans sidste pointe: at den store kamp nu er forholdet mellem mennesker og (tænkende ) maskiner. I det 20. århundrede stod slaget mellem staten og markedet – hvor meget af samfundet der bør være under statens magt, og hvor meget det private skulle bestemme. I dag er det, hvordan og hvor meget mennesker skal fastholde magten.
Mast mellem de autokratiske rovdyr og computerne kan det være svært at være optimist for det liberale demokrati, når man læser da Empoli.
Men oplyst bliver man.
fortsæt med at læse
