I en samling af skønne essays om sine yndlingsforfattere kredser W. G. Sebald om paradokset i den borgerlige epoke, vi stadig lever i: Den drømte om menneskehedens størst mulige lykke, men satte den størst mulige ulykke i værk.

»Det er jo de rene banditter, der ødelægger klimaet for sig selv!«

Sebald formår både at kritisere den ødelæggelse, som den borgerlige epoke har ført med sig, og at redde epokens drømme om frihed og lighed. Foto: Agence Opale / Alamy Stock Photo/Ritzau Scanpix
Sebald formår både at kritisere den ødelæggelse, som den borgerlige epoke har ført med sig, og at redde epokens drømme om frihed og lighed. Foto: Agence Opale / Alamy Stock Photo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

W. G. Sebald hører til mine absolutte yndlingsforfattere. Født i 1944 i en lille sydtysk landsby, død i en trafikulykke i 2001, inden han nåede at få den Nobelpris, som mange spåede ham. Hans bøger har ofte karakter af rejse-essays i sporene på den europæiske historie. I England, Italien, Tyskland, Belgien opsøger han spøgelserne. Både spøgelserne fra de store krige og katastrofer, der har hjemsøgt Europa. Og spøgelserne af de forfattere, der dels vidner om lidelsen, dels giver os utopiske modbilleder til katastrofen.

Under titlen ’Logi på et landsted’ udgav Sebald i 1988 en skøn essay-samling om sine yndlingsforfattere. Tre af dem hører til Biedermeier-epoken: Johann Peter Hebel, Gottfried Keller og Eduard Mörike. En af dem er tidligere: Jean Jacques Rousseau. Den sidste er senere: Robert Walser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her