W. G. Sebald hører til mine absolutte yndlingsforfattere. Født i 1944 i en lille sydtysk landsby, død i en trafikulykke i 2001, inden han nåede at få den Nobelpris, som mange spåede ham. Hans bøger har ofte karakter af rejse-essays i sporene på den europæiske historie. I England, Italien, Tyskland, Belgien opsøger han spøgelserne. Både spøgelserne fra de store krige og katastrofer, der har hjemsøgt Europa. Og spøgelserne af de forfattere, der dels vidner om lidelsen, dels giver os utopiske modbilleder til katastrofen.
Under titlen ’Logi på et landsted’ udgav Sebald i 1988 en skøn essay-samling om sine yndlingsforfattere. Tre af dem hører til Biedermeier-epoken: Johann Peter Hebel, Gottfried Keller og Eduard Mörike. En af dem er tidligere: Jean Jacques Rousseau. Den sidste er senere: Robert Walser.
