På vej gennem vintermørket lyser min telefonskærm op. Jeg kigger på den. Det er endnu en breaking-overskrift om krigen i Ukraine. Jeg lægger den tilbage i lommen i et desperat forsøg på at holde min mandag fri fra katastrofer.
Det har jeg tit gjort de sidste år, i takt med at verden er blevet et mere utrygt sted. Jeg ved godt, at det ikke er særligt for min generation. Men når man har levet hele sin ungdom til soundtracket af notifikationer om krig i Gaza og vaklende demokratier, om klimakatastrofer og økokollaps, om inflation og ai, der vil overtage mit job, om velfærdskrise, mistrivselskrise, KRISE, kan det godt føles sådan.
