På onsdag udgiver forlaget Tiderne Skifter bogen Det farlige liv om Karin Michaëlis af Merete von Eyben. Nu, hvor det, der ville have været ekstremt for 100 år siden, er blevet normen, og det mest opsigtsvækkende, en kvinde kan foretage sig, er at gå hjemme med sine og en mandlig partners fælles børn, er det interessant at blive mindet om dengang, det hele var omvendt.
Med andre ord om vilkårene for kvinders følelser, økonomi og seksualitet før 2. verdenskrig. Masochisme og incest er kerneordene, så er De advaret ... Blixen, Thit og Michaëlis Karen Blixen og Thit Jensen er velkendte kvinde- og forfattermodeller, men Karin Michaëlis (1872-1950) hører naturligt sammen med dem i et trekløver. Hun udgav 65 bøger og et hav af artikler samt rejste med foredrag på både tysk og engelsk. (Hendes tyske var hurtigt flydende uden småligt hensyn til grammatik, og alle fandt det fortryllende). Karin Michaëlis fik sit første gennembrud i 1902 med romanen ’Barnet’, der blev begejstret anmeldt af Herman Bang. ’Barnet’ er en døende pubertetspiges dagbog, der beskriver forældrenes spillen komedie for hende og manglende evne til at nå hinanden før efter hendes død. Der er i forfatterskabet flere eksempler på en slags dødskult eller ’nekrofil kærlighed’, til f.eks. en afdød ægtefælle eller barn. Hvor Michaëlis i sine første bøger især behandler kvindens første overgangsalder, kønsmodningen, gav hendes andet gennembrud – der var fire! – navn til den modne kvindes overgangsalder og dens tabuiserede seksualitet. Bogen ’Den farlige alder’ udkom i 1910 og vakte stor opstandelse, solgte en million eksemplarer på endnu flere sprog end de tidligere bøger (86.000 på tysk i de første to uger!) og blev filmatiseret i både Danmark og Tyskland, sidstnævnte med Asta Nielsen i hovedrollen. I Frankrig inspirerede den Colette, naturligvis. Frie, uforfærdede Bibi Der var hele livet flydende grænser mellem Karin Michaëlis’ eget liv og hendes fiktion; hun brugte sine egne kærlighedsaffærer i omskreven form i romanerne, og hun løj glad og gerne om sin biografi, hvis det højnede effekten af historien. I 1924-30 fik hendes fembinds erindringsroman ’Træet på godt og ondt’ en stor læserskare, og det samme gjorde i 1929-39 pigebogsserien om den moderløse, frie og uforfærdede Bibi med den fjerne far – en klar (og af Astrid Lindgren anerkendte) forløber for Pippi Langstrømpe. Karin Michaëlis besøgte såmænd også Sovjetunionen og deltog i rædselsåret 1937 i en antikrigskongres i Amsterdam. Samme år skrev hun fremtidsromanen ’Den grønne ø’ – modelleret over hendes eget tilholdssted Thurø – hvor de overlevende børn efter en naturkatastrofe tager magten og indretter en kommunistisk utopi. I Karin Michaëlis’ optik var selve det at blive voksen og opdraget en form for undertrykkelse, og hun mente hele sit liv, at verdens krige (hvoraf hun var tæt på to) og elendighed skyldtes, at det voksne menneske har mistet barnets medfødte godhed og uskyld. Her var hun uenig med sin nære ven Bertolt Brecht, for hvem de kapitalistiske markedskræfter er det, der får mennesker til at udnytte hinanden. Brecht og hans kone Helene Weigel er de mest prominente af de mange tyske flygtninge fra Hitlerstyret, Michaëlis gav husly på Thurø. Hun havde allerede i 1918 støttet Helene Weigel i hendes skuespillerdrømme. Fest og fattig død Karin Michaëlis’ 60-års dag i 1932 blev fejret i Wien med PEN-festbanket og fakkeltog. Hun havde efter Første Verdenskrig været central i at sikre underernærede ’wienerbørns’ ophold i Danmark. Det var også i Wien, hun i progressive skolekredse blev venner med Rainer Maria Rilke, Oskar Kokoschka (som tegnede hende), Robert Musil, Anna Freud og Lou Andreas-Salome. Selv lå hun i næsten fast rutefart med foredragsrejser til Tyskland, hvor hun havde store indtægter, men hun kom i fare efter Hitlers magtovertagelse og efter en foredragsrejse i 1939 blev hun i USA lige til 1946. (Udenrigsminister P. Munchs kone havde advaret hende i et kryptisk brev.)
