Præmisfasthed er en udmærket ting.
Et langt stykke ad vejen. Men når ens præmisser blænder både indsigt og udsigt, bør man slække på sine regler. Det har Jeppe Krogsgaard Christensen undladt at gøre på et centralt punkt under arbejdet med bogen ’En nat bliver det sommer’.
Bogen har titel efter en Love Shop-sang. Den indeholder grundigt tekstanalyserende og portrætterende interview med ti dansksprogede sangskrivere, der er i begyndelsen af 40’erne eller yngre.
Kvinder forment adgang
Samtlige er af samme køn som den nu opløste gruppe Love Shops sanger og sangskriver, Jens Unmack. Ikke så meget som en enkelt dame er fundet værdig til værket.
Krogsgaard Christensen kunne ikke se (eller høre?) nogen kvinde, der både står for tilstrækkelig høj strofekvalitet, formulerer sig på modersmålet og har udgivet minimum to album.
Så ude er Henriette Sennenvaldt, Lise Westzynthius, Signe Høirup Wille-Jørgensen og Karen for nu at nævne vidt forskellige sangskrivende kvinder, som muligvis havde bidraget med andre inspirationskilder, personlige brændpunkter og ambitioner.
Vrøvl
De foreliggende interview bliver især interessante i passager, hvor Jeppe Krogsgaard Christensen udforsker sammenhængen mellem sangskriveren og hans tekster.
Krogsgaard Christensen spørger ganske vist til netop den sammenhæng ud fra en fejlagtig antagelse om, at danske musikkritikere sædvanligvis sætter lighedstegn mellem sangskriveren og sangteksten.
Det er noget vrøvl. Men samtaler om forbindelsen mellem menneske og musik hos Nikolaj Nørlund, Jokeren, Simon Kvamm, Peter H. Olesen, Mikael Simpson og Peter Sommer m.fl. fører til interessante passager om både kunstneren og sangskrivermetoden.
Peter H. Olesens lyrik
Næsten alle interview er velvinklede, så man umiddelbart kommer hen til det, som ifølge Krogsgaard Christensen er en drivkraft i de enkelte historier. Hos Unmack gennemstrømmes sangene af drøm/virkelighed. Vilkårlighedens kraft spiller en rolle hos Nikolaj Nørlund. Simon Kvamm kaldes det »postmoderne renæssancemenneske«. Og Peter Sommer beskæftiger sig med den tabte barndom og ungdom, som bogens forfatter læser ham.
Kapitlerne om Peter H. Olesen og Mikael Simpson er knap så behageligt spidsvinklede. Når man begynder at læse om de to fyre, ved man ikke rigtig, hvor man skal hen. Hvilket viser sig at være mere end o.k., fordi de to fyre på hver sin måde kan tale vedkommende om, hvordan de er blevet dem, de er nu.
Alle interview er udstyret med en sangtekst i finalen. Ikke alle sangtekster kan bære at blive trykt som lyrik, men Peter H. Olesens ’Når man nærmest har alt’ kan i den grad.
fortsæt med at læse
