Lisa vil finde den skyldige for at ’tilgive’. Men den, man tilgiver, får man vel en slags magt over?
»Bagsiden af begrebet tilgivelse er jo hævn, det modsatte. Og i Lisas figur er de to ting ikke er helt klart adskilt fra hinanden. Hun vil tilgive for at blive renset for den vrede, hun føler æder hende op – men er det i virkeligheden hævn, hun vil have? Hendes mand, Frederik, tror ikke på tilgivelse, men han hævner sig jo faktisk på Lisa, fordi hun er medskyldig i deres søns død: Drengen bad om at blive hentet hos en kammerat, og havde Lisa ikke nægtet det, var det aldrig sket. Hun er hverken skyldig eller uskyldig. På samme måde vender og drejer det sig hele tiden mellem hævn og tilgivelse. I virkeligheden er det måske Frederik, der formår at tilgive, for han bliver jo ved at leve sammen med Lisa. Dét står for mig mere som tilgivelse end Lisas ’projekt’«.
Hun er jo også ’professionel’. Som præst tilgiver hun på Himlens vegne. Fører troen og jobbet hende ud i selvbedraget? »Hvis man er i så stor en krise som Lisa, skal man være meget, meget inderligt from for ikke at ryge ud i kriseprægede handlinger. Hele hendes ’tilgivelsesprojekt’ er udslag af den enorme krise. Hun mister arbejdsevnen, mister så at sige sit andet barn Marie, er bange for at miste sin mand – ramt på alle punkter. Og så griber hun til det, hun kender: præsterollen. Som hun endda ikke engang er rigtig i kontakt med.«. Som fortælleren har Birgitte jo den indsigt, der kan være tilgivelse. Og tilgivelse giver magt, man kommer ovenpå? »Forståelse og indsigt når man ikke frem til bare ved at sætte sig det for. Det kræver lang tids arbejde, man må ud i sindets allermest bøjelige afkroge. Magten tror jeg ikke hænger sammen med tilgivelse. Jeg har selv oplevet, at hvis man når frem til den forståelse eller forsoning, er der en enorm befrielse i det: Jeg kan lægge det fra mig. Altså det modsatte af magt, som jo søger kontrol«. Du nævner selv Kerstin Ekman som inspiration. Er Hvium dit ’Svartvatten’ ?
»Jeg er meget glad for svenske og norske forfatteres måde at skrive naturen og bestemte lokaliteter frem på. Og jeg kan vist godt røbe, at der til foråret kommer en novellesamling med fire historier, der foregår i Hvium, på en minkfarm der også forekom i ’Den der lyver’«.
