Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tidens gang. Jack og Charmaine Londons hus dengang og nu. Der er næsten hundrede år mellem de to billeder. Foto: Pattypix ved assistent S. Lange

Tidens gang. Jack og Charmaine Londons hus dengang og nu. Der er næsten hundrede år mellem de to billeder. Foto: Pattypix ved assistent S. Lange

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vin, kvinder og Jack London

Bibliopaten er i Californien for at smage på vin og bøger sammen med Kokken, Direktøren, Præsten og Poeten (5).

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi vågner hver morgen på et bjerg over tågen.

Efter morgenmaden hos Stan og Julie, vores pragtfulde værter, tager vi på spirituelle ture ud i landskabet.

I dag skal vi smage på vin hos Martinelli og besøge Jack Londons gamle Beauty Ranch i Glen Ellen i Sonoma County.

Gavtyven Jack London Indtil nu har turen været en succes. Man kan vel sige, at det går lige efter bogen. Den første dags tid var samtalerne i vores mandegruppe rimelig stuerene, men så begyndte digebruddet. Først indfandt de små branderter og sjoferter sig, så skred det hele. Vi er ikke bevidst sjofle. Det sker nærmest af sig selv.

Forbipasserende hunkønsvæsen får automatisk et skudsmål, der indfinder sig en kønslig dimension i de fleste samtaler, uanset om de handler om Wittgenstein eller Zinfandel. Vi er f.eks. enige om, at den myndige vinskænker hos Martinelli må have en pisk derhjemme.

Hvorfor behøver ingen forklare, sådan er det bare, og det føles helt perfekt, at vi sådan en dag skal besøge den ranch, som gavtyven Jack London (1876-1916) betragtede som sit jordiske paradis.

Duften af utæmmelig natur
Faktisk er der ingen af os, der læser Jack London. Men han er på en eller anden måde en del af bagagen. Hans navn klinger af eventyr og vovemod. Af utæmmelig natur og uudslukkelig tørst, af revolution og kvinder.

Bibliopaten har læst ’Jernhælen’, socialisten Londons mest politiske roman, flere mindes ’Ulvehunden’ og visse af hans kortere historier, men det er myten, der hiver os af sted mod den gamles ranch.

Så er vi fremme! The Beauty Ranch, som London erhvervede i 1910, er nu en indhegnet nationalpark med parkeringsplads og billetkontor. Spætterne flyver rundt mellem cedertræerne, et officielt skilt forklarer, at »klapperslangerne er vigtige medlemmer af det naturlige samfund. De angriber ikke, men hvis de bliver forstyrret, forsvarer de sig. Vis dem respekt og hold afstand«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eventyrligt stof
Vi skridter området af, mens vi lytter efter klapren i krattet. Her er mange ruiner, men Jack og Charmaines ’sommerhus’ og det vældige stenhus, Charmaine lod bygge til minde om sin mand efter hans død, er intakte og velholdte. Sommerhuset er blevet restaureret, her kan den besøgende bevæge sig gennem parrets stuer, besigtige møbler og reoler og studere parrets køkkengrej.

Egentlig skrev London, der blev født i San Francisco, ikke altid særligt godt, men han havde det held at være på pletten på et tidspunkt, hvor aviser og magasiner havde et umætteligt behov for eventyrligt stof. I en tid, hvor radio og tv ikke leverede spænding og eventyr, var Jack på pletten med masser af korte historier fulde af drama. I en alder af 24 tjente han 2.500 dollar om året på at skrive. Det svarer til en halv million kr. i dag, så karrieren var godt i gang.

Mange af historierne var selvbiografiske. Jack havde været sømand, industriarbejder, vagabond og guldgraver. En artikel i en avis kunne også sætte hans fantasi i gang, og han blev flere gange beskyldt for at have plagieret andre forfattere. Som regel havde han en god forklaring – eller undskyldning.

Dårlig farmer
Man bør i det hele taget huske, at Jack London ikke opfattede sig som kunstner, men som skrivende arbejder. Han skrev for at skaffe penge. Efter købet af den fire kvadratkilometer store ranch for 26.000 dollar voksede behovet for penge. »Næst efter min hustru er min ranch det vigtigste i verden for mig. Jeg skriver udelukkende for at kunne lægge endnu mere skønhed til det, jeg allerede ejer. Jeg skriver en bog kun for at kunne købe endnu tre eller fire hundrede hektar jord, som kan udvide min pragtfulde ejendom«, skrev London i et brev. På det tidspunkt havde kritikerne for længst opgivet at anmelde hans bøger.

Landbruget kastede Jack London sig ud i med inspiration fra gammel asiatisk visdom om bæredygtighed, men farmen blev en kæmpe fiasko. Måske fordi han var for tidligt ude, måske fordi hans alkoholisme og travle skriveri gjorde ham til en dårlig farmer. Han var faktisk bortrejst halvdelen af året, så de ansatte betragtede ranchen som en rig mands hobby.

I 2006 er det den samme bjergryg, de samme træer, de samme huse som dengang, kan vi se ved at sammenligne med gamle fotografier. Jeg har taget Charmaines biografi med og får taget et billede af et fotografi i bogen, mens jeg står præcis dér, hvor fotoet i bogen i sin tid blev taget. Bagefter skåler vi for Jack London og vores koner i det hjemlige.

Tough guy
I det statelige stenhus, hvor der er en lille boghandel og souvenirshop, ser vi en lille stump film, hvor den smilende forfatter leger med hunden og poserer for fotografen. Han er iført lange støvler, hvid skjorte og hat og forekommer udødelige. Seks dage senere var han død.

Måske fordi Jack London var så vital en skikkelse i datidens populærkultur, blev dødsårsagen hurtigt omgærdet af mystik. Efterhånden synes det at stå fast, at han døde enten af urinvejsforgiftning eller af en blodprop, selv Charmaine skriver meget uklart om det i biografien.

Men Londons forfatterskab lever videre, ikke i nyoptryk, men i de millioner af slidte bøger, man finder i hvert eneste antikvariat i hele verden. Også i det, der ligger i dansk-amerikanske Solvang, som vi besøgte på turens anden dag. Og i bogreoler hos folkepensionister. Bibliopatens morfar havde en hyldemeter, som han omhyggeligt bandt ind i læder. Jo, Jack var ikke kedelig. En ung tjener, som vi nogle dage senere møder på en restaurant med udsigt over Stillehavet, fortæller historien om dengang, London beruset faldt i havet og lod sig drive af sted i timevis, indtil han blev så ædru, at han kunne svømme i land, »tough guy«.

Vi siger farvel til Jack, der ligger sammen med Charmaine i en mosgroet grav. Hvor skal det blive godt at komme op på bjerget. Kokken vil traktere – det bliver helt sikkert kulinarisk. Og sjofelt på den smagfulde måde.! Vinanbefaling: McCray Ridge Two Moon Vineyard Cabernet Sauvignon 2002.

Quiz 1: En af Londons romaner, hovedpersonen ender med at drukne sig. Hvilken?

Quiz 2: Denne mystiske forfatter blev i 1930’erne kaldt ’den tyske Jack London’, ja, enkelte mente, at det var Jack London, hvis død i 1916 dermed skulle være fup. Hans identitet er stadig uklar, men hans politiske holdninger lå ligesom Londons også til venstre. Hvem?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I sidste uge efterlyste vi en roman om en enkemand, der har fået at vide, at han skal dø af kræft, og som for at skåne sin familie vil begå selvmord i vildmarken, så det ligner en jagtulykke. Quiz 2 lød således: »Han skriver om skibe, han er lidt tung i det, men han ender med at få hende ikke desto mindre«.

Guterson og Proulx
Kære Bibliopat!
Tak for din genopdagelse af John Steinbeck. Nu er jeg nødt til at genlæse ham – igen. Svaret på spørgsmål 1 er næppe ’Øst for Paradis’ (he he), men derimod ’Øst for bjergene’ af David Guterson, ham med ’Sneen på cedertræerne’. Spørgsmål 2 kan næsten kun være ’Sidste nyt fra havnen’ af E. Annie Proulx, hvor filmen i øvrigt ikke er så dårlig, som den gøres til. Jeg glæder mig til at høre om en af de udødelige barndomshelte, Jack London. Du skulle vel ikke være i besiddelse af den gamle Omnibusbog med alle hans noveller? Min egen bortkom for år tilbage under et risikabelt udlån. Fortsæt endelig med dine gode og unikke indlæg – en institution i DK. Og kom godt hjem!
Venlig hilsen, Lars Niemann, Strøby Egede

De vrede rosiner
Kære Bibliopat,
Det glæder mig, at du og dine venner oplevede John Steinbeck-centret i Salinas. Det er en helt enestående måde at forlænge et forfatterskabs liv på. Derfor bliver det også stadig flittigt besøgt. Da vi var der, var studierummene fulde af skoleklasser, der løste opgaver med udgangspunkt i Steinbecks bøger. Efter hans død i 1968 fortsatte jeg i mange år en korrespondance med hans enke, Elaine. På sine rejser rundt i verden gik hun altid i boghandler for at se, om de stadig havde Johns bøger. I et julebrev fortalte hun om sit besøg i en japansk boghandel, hvor boghandleren stolt kunne hive en Steinbeck-bog ned fra reolen. Hun spurgte, hvad den japanske titel betød. ’The Angry Raisins’ – var svaret. ’Vredens druer’ klarer sig sikkert alligevel – også i Japan.
Med hilsen fra Otto B. Lindhardt, Klampenborg

Alkymi på Solbjerg Bibliotek

For 45 år siden boede jeg på Frederiksberg og studerede alkymisternes liv. En kemiingeniør havde, for over 70 år siden, testamenteret sine bøger om alkymi til Solbjerg Bibliotek. Det var i alt 16 spændende bøger med en lille ex-libris vignet på indersiden. Nu ville jeg igen finde et håndskrift, jeg var blevet imponeret af, men ikke mere kunne huske titlen på. Derfor gik jeg i oktober 2006 til Solbjerg Bibliotek. Der var jo ikke mere reoler med skuffer og kort over biblioteksbøgerne, så jeg henvendte mig til bibliotekaren. »Jeg har for omkring 40 år siden lånt nogle af de bøger om alkymi, som en ingeniør havde testamenteret til biblioteket« begyndte jeg. Hun så venligt på mig og svarede efter et øjeblik: »Han hed Svend Jensen«. »Det er 40 år siden«, gentog jeg noget overrasket. »Jeg var her også dengang«, sagde hun. »Det var så måske dig, der hjalp mig dengang?«, spurgte jeg, men det var det nu ikke. Bøgerne havde man ikke mere, og da jeg spurgte, om de var smidt væk, så hun lettere forurettet på mig (syntes jeg) og fortalte, at de sikkert var fordelt på biblioteker og magasiner over det meste af landet. Med venlig hilsen, William Hempel, Brønshøj

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden