Når »himlen er fattig på fugle, når tiden ikke bevæger sig fremad på grund af mørket, og man dårligt kan få vandet til at løbe ud af hanerne«, så er det vinter i Nordatlanten – nærmere bestemt på en lokalitet på Islands vestkyst, hvor de klimatiske forhold trods Golfstrømmen synes at kunne få selv det moderne forbrugssamfunds raske puls og rivende omsætning til at størkne. Af de 4-500 indbyggere er et forbløffende flertal på én gang drømmere og handlingsmennesker, og den navnløse flække dermed åsted for store forandringer og følelsesudsving i den ene af de romaner, Island har indstillet til årets nordiske litteraturpris.
Sandt at sige ligger Jón Kalman Stefánssons tonefald tættere på William Heinesens Torshavn – og dermed også på en samtidig magiker som Einar Már Gudmundsson – end på det moderne byliv, som landets anden kandidat, Halgrimur Helgason, for nogle år siden skildrede i den (nu også filmatiserede) roman ’Reykjavik 101’.
