Både kristendommen og jødedommen er tvetydige i deres natursyn.

For ganske vist ligger i forestillingen om Edens Have en ide om harmonisk uskyld og en oprindelig naturvisdom højere end vor egen beregning – men der er til gengæld i paradisforestillingen den tanke, at selve naturen i sin nuværende udgave – og ikke mindst vor egen natur – er grundlæggende besmittet af en blind selvisk vilje. Et lignende tvesyn finder man i Østens visdomstraditioner samt hos vestlige tænkere i tidens løb, ikke mindst i oplysningstiden. Og det er ikke så sært: For det, vi oplever som skøn harmoni, er oftest den så at sige symfoniske helhed af de andres kamp på liv og død.