Man skal ikke dømme en bog efter omslaget, men man kan sige meget ud fra de første par sætninger, og Omar Nasiris bog om sit liv som mujahedin og vestlig spion er ingen undtagelse. »Mit navn er Omar Nasiri. Jeg er marokkaner. Jeg er født i 1967. Jeg er muslim«, lyder indledningen. Lige ud ad landevejen og præcis lang nok til, at man når at overveje, om det er en kedsommelig, forudsigelig bog – og så kommer bomben: »Jeg beklager meget, men næsten intet af dette er sandt«. Sådan skal det gøres. Så er man fra starten hooked og må finde ud af, hvordan det virkelig hænger sammen, og hvad manden, der kalder sig Omar Nasiri, egentlig er for en banan.
Yderligtgående muslim og fransk spion
Ud over at være en overraskende kapabel skribent – så kapabel, at man mistænker, at nogen har hjulpet ham – har Nasiri en ualmindelig god historie at fortælle. Som barn af muslimske immigranter bliver han som ung bogstaveligt talt suget ind i et algerisk terrornetværk, der har regionalt hovedkvarter og våbenlager i hans mors hus. Det sidste kommer noget bag på Nasiri, der bliver så vred, da han opdager det, at han går til det franske efterretningsvæsen og melder sig som spion.
Hvorfor han tager et så ekstremt – og ekstremt farligt – skridt, bliver aldrig helt forklaret, og på mange måder forbliver personen Nasiri, og hvad der driver ham, et mysterium bogen igennem. For selv om han arbejder for Vesten, gør han gentagne gange meget ud af at forklare, at han mener, at Vesten undertrykker de muslimske lande, og at han er klar til at kæmpe for islam.
Men sådan går det ikke. Da Nasiri i vrede over våbenlageret i sin mors hus går ind ad døren til det franske konsulat, er beslutningen taget. I bedste le Carré-stil bliver han rekrutteret og begynder sit dobbeltliv. På den ene side yderligtgående muslim, på den anden side fransk spion med smag for det syndige vestlige liv med alkohol, musik og kvinder.
Trænet i tortur
Det er det stof, gode historier er gjort af, og Nasiri skuffer bestemt ikke. Den første tid arbejder han i Europa, men inden længe sætter han med den franske efterretningstjenestes velsignelse kursen mod Afghanistan for at forsøge at infiltrere selve mørkets hjerte: al-Qaedas træningslejre i Afghanistan. Hvilket mod alle odds lykkes. På trods af at Nasiri stort set ikke har en eneste kontakt i området, kommer han overraskende hurtigt i kontakt med nogen, som kender nogen, og inden han og læseren ved af det, er han rekrut i en træningslejr for terrorister.
Og her går det virkelig løs med træning i alle tænkelige skydevåben, kurser i at fremstille sprængstoffer af det rene ingenting – Nasiri påstår blandt andet, at han lærte at fremstille sprængstof af sin egen urin – og en benhård fysisk træning. Tror man, at islamiske terrorister blot er nogle fundamentalistiske tosser med stirrende øjne, svedige hænder og et bombebælte om livet, bliver man betydeligt klogere af Nasiris beretning.
I Afghanistan lærer han alt fra nærkampstræning til at køre kampvogne og affyre avancerede missiler. Og var man i tvivl om, at tortur af mistænkte terrorister ikke bare er et moralsk skråplan, men også er den sikre vej til dårlige efterretninger, står det klart, efter at man har læst Nasiri og hans detaljerede beskrivelser af, hvordan mujahedinerne bliver trænet i ikke bare at udholde tortur, men også undervist i, hvilke misinformationer de skal give, når de lader, som om de er knækket. Om det er rigtigt, at miseren i Irak ligefrem – som Nasiri mener – kan henføres til en sådan snedig misinformationsoperation, kan sikkert diskuteres, men at tortur er kontraproduktivt og stupidt, står lysende klart. En god start
