Et ungt, smukt lig af en mand bliver fundet i periferien af 300-tallets Athen.

Vi er naturligvis før Kristus’ fødsel, men meget tæt på filosoffen Platons samtid. Den unge mand er myrdet på bestialsk vis, og hurtigt kan han sættes i forbindelse med den berømte filosofs tænketank, det berømte Akademia, hvor man her i udkanten af bysamfundet diskuterer forholdet mellem idé og fænomen, det øjensynlige og det ægte, alt det, de tyske kalder for Schein og Sein, om hvor meget skinnet nu bedrager i menneskets forfængelige verden fjernt fra ideernes uforgængelige univers. En platonisk tænker hyrer tegntyderen, eller rettere semiotikeren, Herakles fra Pontor til at afdække affæren og løse gåden her i den mere eller mindre mondæne del af antikkens svar på New York, byen, der aldrig sover. Og hvis læseren ved navnet Herakles kommer i tanke om krimilitteraturens store Herkules, den navnkundige og vise Hercule Poirot, er det ikke nogen tilfældighed. De grå hjerneceller går igen, og romanens attiske detektiv har meget tilfælles med Agatha Christies finurlige belgier.
Drilsk fabel Men så hører al lighed op mellem den klassiske britiske detektivroman fra mellemkrigstiden og så denne yderst filosofiske thriller fra klassiske Hellas. Ind træder i intrigen oversætteren og fortolkeren af krimihistoriens antikke manuskript og endnu en mystisk læser eller rettere forfatter, som dæmonisk rumsterer i og uden for plottet. Plus en fæl femme fatale, også drilsk spundet ind i et både meget historisk og tidløst rum. Hvor læsningen mere og mere bliver enigmatisk, ja som at vågne op af dyb søvn og ikke ane, hvor man er! Spanskcubaneren José Carlos Somoza fik sig med ’Platons hule’ et retfærdigt hit for syv år siden, og jeg anmeldte begejstret den engelske udgave af bestselleren, ’The Athenian Murders’. Begejstringen holder stadigvæk, dette er en spændende krimi for den begavede læser, specielt for Kloge Åge og hans lige så kloge lillesøster, Anna Lyse. Spøg til side, Somozas (meta)roman i flere lag er en drilsk fabel om filosofiens klassiske tro på tesen om, at fornuften vinder i sidste ende. Men dette er bestemt ikke et skråsikkert dogme i denne romans endelige og uhyggelige ende! Imponerende lang præstation Englænderen Robert Harris’ velturnerede og mere traditionelle klassikerkrimi ’Imperium’ om Ciceros berømte sager mod de sadistiske statholdere Verres og Catilina med vor hovedpersons trofaste slave og sekretær Tiro som jegfortæller er vel egentlig kun en kriminalroman i ordets latinske betydning. At den handler om forbrydelse, crimen. Ellers er det en historie om, at magt korrumperer, at du ikke kan spise kirsebær med de store uden at få sten i øjnene. Cicero er den dygtige unge advokat fra flinkeskolen, den unge nye mand fra provinsen, som kommer til den evige stad for at gøre karriere i den romerske republiks sidste dage. Men han involveres snart i magtbrynde og konspirationer mellem feltherren Pompejus, rigmanden Crassus og den snu aristokrat, unge Cæsar, som her mere er skildret som en lumsk tordenknepper end en kommende sejrherre. ’Imperium’ er af anmelderen i det ærværdige New York Review of Books blevet lobhudlet som en besk allegori over Tony Blairs opportunistiske opstigning og pinlige fald. Cicero er i så fald Blair og brovtende Pompejus datidens præsident Bush med skingre demagogiske toner over for terrorister fra før vor tidsregning, Middelhavets persiske sørøvere. I hvert fald er temaet i overensstemmelse med Harris’ øvrige gode forfatterskab, han kan bare ikke fordrage renegater og medløbere. ’Imperium’ er en imponerende, men lang præstation, lige så mættende og omstændelig som hans forrige om vulkanen og byen, romanen ’Pompeji’. Således to klassiske krimier i hver sin toga, just klar til at blive rullet ud i vort nærmest sydeuropæiske danske forår.