Skrev du bogen imens eller efter?
»Jeg tog nogle notater imens om, hvor jeg var, og hvad de lavede – og om de her underlige ord, der svirrede i luften. Dem ville jeg holde styr på. Men jeg skrev først rigtigt efter, da jeg havde sundet mig«.
Nu gik det godt. Men man fornemmer også, at du fik noget med dig ud af ventetiden? »Det giver en fordybelse, den nervøsitet, der opstår. Man forestiller sig alt, hvad der kan ske. Der er slemme timer, hvor man vågner om natten og tænker, at nu er den gal. Men så er der timer, hvor oplevelsen af familie, venner og læsning, musik og bekræftelsen af kunst kommer til at spille en langt større rolle. Man trækker på nogle ressourcer og værdier, der betyder noget, og ser dem med nye øjne. Det skaber nogle dimensioner, når man sanser storheden. En strygekvartet af Sjostakovitj, som pludselig med skærende intensitet røber nogle grundstrukturer i tilværelsen, som man måske ikke har øje for til daglig. Ganske almindelige rutiner blev sjovt nok også mere interessante. At lave mad er en værdifuld handling, som jeg lægger mere i nu, end jeg gjorde før«.
Holder den følelse sig? »Når ens liv er i fare, sætter man jo større pris på at beholde det. Så på lang sigt har det virket som en styrkelse«. Du har overskud til at se det groteske? »Ha, ha ja, det er lidt grotesk, hvordan man midt i tummelen håndterer liv og død. Hvis man har overskud, appellerer det til ens humoristiske sans: hospitalets bizarre rutiner, elevatorer, der med stor langsomhed arbejder sig fra etage til etage med nervøse mennesker i, maden ...«.
