Mine tegninger er for elendige, og jeg har det for skidt til at skrive«, klagede han jævnlig i sine breve.
Og måske er det ikke mere paradoksalt end resten af tilværelsen, at netop sådan et menneskes bøger er elsket over hele verden, og at han efterlader sig hundred- eller tusindvis af netop ... tegninger. Fra sin tidligste barndom har han oversået hver en papirstump inden for rækkevidde – servietter, kladdehefter, tryksagernes margin, hotelbrevpapir, vaskeriregninger, kalenderblade, restaurantens papirdug – med sine streger. Var der noget, den mand ville i sit liv – foruden at flyve, selvfølgelig – så var det at tegne. Selv om det også er ham – eller rettere sagt den lille ræv i ørkenen – der har lært os, at »det væsentlige er usynligt for øjet«. Som når en tegning, der synes kejtet at gengive af en bulet herrehat, i virkeligheden viser os en klapperslange, der har slugt en elefant! Jo, ham er det selvfølgelig: Antoine de Saint-Exupéry, forfatteren – og illustratoren! – af den besynderligste børnebog for voksne, det lille storværk ’Den lille prins’. Manden, der blev født sammen med det 20. århundrede og forsvandt sporløst i luften over Middelhavet under en rekognosceringsflyvning 31. juli 1944, konstaterede slet og ret: »Jeg kan ikke tegne. Pokkers også!«. Smag for tynd luft Her er hans eget livslange dementi af påstanden samlet på tryk. Ariel burde hans milde, gudhengivne mor vel have døbt ham, snarere end Antoine, for findes der en korporlig og historisk virkeliggørelse af litteraturens forestillinger om en ’luftånd’, så må det være Saint Exupéry. Hele hans stræben går opad, i ét eneste, uafbrudt forsøg på at svæve – om muligt til et punkt, hvor det væsentlige bliver synligt? Dén retning søgte han i sit professionelle liv som pilot. Sin første flyvetur snød han sig til som 12-årig – 1912 var også flyvningens barndom, og hans mor og fire søskende hjemme på slottet Saint-Maurice de Rémens var i oprør – men Antoine fik smag for tynd luft, og efter militærtjenesten i bl.a. Marokko tiltrådte han i 1926 sit første faste job som pilot i fast rute mellem Sydfrankrig og Nordafrika – ’Postflyver’ er titlen på hans bog fra 1929. Ørkenoplevelserne, også som chef for en flyveplads i spansk Sahara, flere bøger som romanerne ’Flyvere i natten’, ’Citadellet’ og essaysamlingerne ’Brev til et gidsel’, ’Brev til en general’, og så de mange ensomme flyvetimer over et natsort Middelhav – det hele løber sammen i det internationale gennembrud med ’Blæsten, sandet og stjernerne’ i 1939 og fire år senere – efter eksil i USA – ’Den lille prins’. En bog, der med sin gribende ligefremhed i sprog og streg imødekom en længsel i krigstiden, som Saint-Ex selv i brevet til generalen havde formuleret sådan: »Ak, hr. general, der findes i dag kun ét problem, i hele verden eksisterer kun et eneste: på ny at give menneskene et åndeligt liv, en åndelig uro ... Man kan ikke leve uden poesi, uden kærlighed, uden farver«. Mod himmelrummet Hverken Saint-Exupérys livsstadier, hans enkelte værker eller den feterede, men ofte svært mismodige mands ringe held i ægteskabet med brasilianske Consuelo såvel som i længerevarende forhold til andre kvinder end den elskede mor – intet af alt det skal man vente at finde overskueligt fremstillet her i bogen. Det står nu også så mange andre steder. Og meget videre end til panegyrisk liturgi omkring kultskikkelsen når Miyazakis forord desværre ikke: »Han var en diamant, der forsvandt i havet, før han var blevet slebet til ...«. Næ, biografien må man her læse ud af noterne til hver enkelt tegning. Denne bog er helliget stregen.
