Hvad har Hemingway og Tolkien egentlig til fælles?
Ja, faktisk mere end du tror, kære læser. En ting er, at den selvlærte safarimand made in USA aldrig kan sidde i samme litterære stue som Tolkien i professoratets tænkende tweedjakke made in Oxford. Men de kom begge ud af Første Verdenskrig med traumatiske ar i sjælen, og begge var fascineret af den norrøne og underdrejede sagastil med sin lakoniske heroisme omkring folk og fæ, mord, mjød og møer. Og så endelig en anden ting: De har begge via deres højst forskelligartede forfatterskaber skabt veritable industrier med masser af penge og mange fans. Lige såvel som du kan få en tropehjelm À la Hemingway, kan du få en strikket sweater À la Tolkien. For Tolkiens vedkommende hænger det sammen med hans egen hjemmebryggede mytologi – (onde tunger vil sarkastisk sige, at det gælder sgu også for Hemingway) – og dermed hele hans akademiske og personlige forhold til den urgermanske, skandinaviske og keltiske sagnkreds fra hedenold. Bortset fra at denne alerte interesse førte til de globale bestsellere ’Hobitten’ og ’Ringenes herre’, så efterlod Tolkien sig tusindvis af sider om de forne, første og arkaiske tider i sin rustikke vadmelsklædte sagnverden om alfer, dværge, hobitter, troldmænd og mennesker. Efterladte historier, som udgør et dusin bind og skal omhandle hele Middle Earths topografi, antropologi, kulturhistorie, sprog, lod og skæbne. Sønnen Christopher Tolkien, som i dag ikke er mere junior end som en herre på 83 med eneret over faderens domæner, har redigeret og udgivet en historie, som Tolkien ikke kunne slippe hele sit liv. Sagaen om den dystre og dæmonisk kriger Túrin Túrambar og hele hans fatale bane som bersærk og antihelt. Her er en mand som helliger sit liv og sin idræt til kampen mod det onde, men selv på sin rute udøver megen fortræd og fordærv over for frænder og familie og drager og andre flammende væsener fra grænselandet mellem legender og virkelighed. Blottet for smil og smiley Den danske læser, der stadigvæk har sin skoletids sagalæsning lidt præsent, vil nikke genkendende til denne tragiske Túrin, som enten er mut eller morderisk eller begge dele. Tolkiens helt er i bund og grund forfatterens udgave af Islands nationale antihelt, vikingen og slagsbroderen Egil Skallagrimson, nu i dag mest mindet som nationens dejlige guldøl. Og så selvfølgelig hos Tolkien indflettet med islæt af Nibelungen, Rhinguldet og al det andet muld og mørke fra germansk bronzealder. Fans af Tolkien skal naturligvis have bogen. Men fans af hele Silmarillion-værket, som Tolkien junior fik udgivet posthumt i 1977, skal huske på, at Túrin-tragediens onde lykke udspiller sig tusinder af år før ’Ringenes herre’ og sågar i en anden krog af riget. Endelig, og det er denne arme anmelders overvejende anke, at på tværs af disse skilderier af mandsmod og heltegerninger i kampen for den gode lykke er værket aldeles uden nogen for form for smil og smiley. Sagaernes ’det lo de meget af den vinter-humor’ er denne blodige saga aldeles blottet for.
