Det tyvende århundrede bød på mange monstrøse romaner – for at bladre lidt i kongerækken: Kafkas og Walsers bizart morsomme fabler, Joyces kærligt megalomane encyklopædier, Prousts ufuldendte erindringstapet, Musils mægtige, kølige farce og endelig Célines vilde ridt gennem udskejelser og talesprog.

Man kunne godt få den tanke, at det efterhånden er næsten umuligt for alvor at forny og revolutionere romangenren, at de fleste eksperimenter er blevet gjort, og at det derfor kun er mindre variationer og modulationer over allerede kendte modeller, der resterer.