Det er en stor bedrift, der nu foreligger i form af Jens Fleischers ’Arkitekturleksikon’.
Et forskningsarbejde, som alle med interesse for arkitektur nu kan høste frugten af. Blot ved at slå op kan man gøre sig klog på de mange sære udtryk, som arkitekter og især arkitekturhistorikere bruger til at beskrive bygningsdele, teknikker og stilarter med. Arkitektur er nemlig ikke kun et formsprog for bygninger, haver og landskaber, det er også et tale- og skriftsprog, som de fleste kan være med på, når det angår sprosser, sadeltage og terrasser, men det er som regel kun fagfolk, der finder på at sige kvadrer, tektonik og sålbænke til hinanden. Men selv for fagfolk er det af og til svært lige at huske, hvad parekklesion, qibla eller megaron er for noget. Og så er det rart at have et godt, troværdigt værk at slå det op i. Der er masser af den slags fagtekniske udtryk i Fleischers leksikon med enkelte uddybende artikler om bredere eller mere grundlæggende emner. Vægten ligger på det historiske fra antikken til modernismen, dvs. den europæiske og nærøstlige tradition med afstikkere til USA. Bogens opslag omfatter således de væsentligste traditioner, der har været med til at forme arkitekturen i Norden, som vi kender den. Udtryk fra andre fjernere byggetraditioner må man gå til andre bøger efter. Udfordring fra internettet Jo tættere vi kommer på vores tid, jo mere sporadiske synes opslagene dog at blive. Opslag som ’landskabsarkitektur’, ’bæredygtighed’ eller ’urbanitet’ går man forgæves efter. De yngste danske arkitekter, der nævnes, er Jørn Utzon og Henning Larsen. Samtidige arkitekter og nyere diskussioner og stilarter end hightech, postmodernisme og dekonstruktion er man henvist til for eksempel at finde på nettet. I en tid med internettets enorme og let tilgængelige ophobning af elektronisk viden kommer autoritative kostbare papirværker som dette nemlig under stærk udfordring. Jeg prøvede at undersøge bogens opslag på Google, ’løbende hund’ gav mig både søde vovser og som ønsket flere borter med bølgekamme.
