Lone er en kvinde, der befinder sig i »en svævende tilstand af ingen … holdepunkter«.

I en »slags karrusel, der kører for hurtigt«, hedder det også om den oplevelse af virkeligheden, som Juliane Preislers hovedperson kæmper med eller især dulmer med mange små gule og blå piller, der forhindrer hende i at huske klart. Hun har sine grunde til at holde sig på afstand af både sin krop og sit hoved. Til sin søster siger hun, at hun driver en slags rådgivningsvirksomhed. Naboen tror, at hun er nymfoman at dømme efter alle disse mænd, der besøger hende. Lone er, som læseren sikkert allerede har gættet nu, prostitueret. Hendes speciale går ud på at give kunderne en plastikpose over hovedet, mens hendes hænder foretager sig ikke nærmere beskrevne ting med dem. I Preislers poetiserede sprog beskrives adskillelsen af krop, følelse og handling sådan: »Og hendes egne hænder, der flyver og flyver, hen over lidt for mange, lidt for tæt. Som en svaleflok oven i en anden, måske«. Som læser er man, bortset fra til allersidst, henvist til Lones bevidsthed, der rummer store glemselshuller. Hun kan f.eks. ikke huske, at hun lige har været til søsterens kobberbryllup i Jylland. Og hvordan er det med den livløse mand med en pose over hovedet og blodet i hendes sofa? En stor kvinde med lyst hår, en transvestit, dukker hele tiden op – beskyttende eller truende? Lone skal passe på sig selv, siger kvinden. Hvad vil hun Lone – vi ved det ikke. For at blive fri for kvinden rejser Lone igen over til søsterens familie. Hun oplever besøget som en kæde af måltider uden ende, men etablerer en kontakt til sin lille nevø, en normalitetens livline. Så finder de en død mand i skoven. Med en pose over hovedet. Ham har Lone mødt dagen før, hvor han fortalte, at han var forelsket. For Lone lyder det som en sygdom, et meget skrøbeligt sted at befinde sig. Hvis hun selv har været der engang, vil hun i hvert fald ikke huske det. Diffus og dopet Juliane Preisler arbejder med en hovedperson, der bevæger sig helt sammenhængsløst og afværgende rundt i verden. Preislers intense prosastil passer godt til at skrive den svævende tilstand frem, men det er spørgsmålet, om den kan bære 420 sider igennem. Det sarte og dirrende i hendes stil bliver efterhånden klaustrofobisk. Romanen forsøger ikke at skabe sammenhænge, det ligger sådan set i projektet. Den er tilstandsbeskrivende. Og livet omkring Lone tager sig absurd ud. Nabokonen kommer på den lukkede, manden vil ind og prøve, hvad hun gør ved kunderne. Søsterens praktiske husmorliv – de små tings anfører, kalder hun sig selv – virker kvælende. Man kan godt se en vis absurd komik i noget af dette, men romanens undertone af lurende katastrofe forhindrer det egentlig. Jeg skal ikke afsløre, hvordan tilfældet Lone – der også kalder sig Betty og Sandra – ender. For selv om romanen virker stillestående, er der en vis progression i skildringen af dette menneske, der er malet op i et hjørne af tilværelsen, hvorfra alle udgange synes lukkede. Hvad Juliane Preisler vil med denne skildring, ved jeg ikke. Den rummer mange fine detail-iagttagelser og knivskarpe formuleringer, men i sin helhed forbliver den lukket og diffus som Lones dopede bevidsthed.