Vi ser det tit i disse år, og denne lille erindringsbog viser det noch einmal: Anden Verdenskrig er stadig ikke forbi. Både i Tyskland og i de besatte lande bliver pinagtige krigsoplevelser gravet ud og angrebet fra nye vinkler – baglæns, sidelæns og i ’I krebsegang’, som Günter Grass kaldte sin roman fra 2002 om civilbefolkningens lidelser. Billedet står ikke længere i sort-hvidt. Omsider er vi nået til mellemregningerne i de moralske gråzoner, til dagliglivets blakkede antihelte og glemte ofre. Peter Øvig Knudsens ’Efter drabet’ om stikkerlikvidationerne og ’Birkedal’ om de danske Gestapo-bødler har bragt mange på sporet af smerteligt fortrængte ender af besættelsen. En af dem er Dorthe Emilie Røssell (f. 1934), der her springer ud i at bryde et løfte, hun i 1945 gav sin far. Hendes bog er ikke vellykket, men historien er perspektivrig. Dorthe Røssell kommer fra et beskedent Østerbro-miljø – hendes far var inkassator for Politikens annonceafdeling, moderen rengøringshjælp i samme hus. Bogen starter i de kendte besættelsesbarndomsminder, men snart handler det om, hvordan lille Dunte følger Far ind i modstandsbevægelsen. Grænseoverskridende misbrug Fra de 8-9 år er Dunte med i det meste af, hvad der sker i faderens gruppe under Studenternes Efterretningstjeneste. Hun transporterer illegale blade og våben i sin dukkevogn. Hun hjælper jøder. Hun renser nedkastede våben, og hun lærer at skjule ammunition, stjålne pistoler og uniformer i skunken på husets loft, fordi hun som en anden Oliver Twist »er lille nok til at komme ind i hulrummet«. Selvfølgelig var det »strengt forbudt at fortælle nogen, hvad jeg foretog mig«. Hun er »klar over, hvad der kunne ske, hvis jeg plaprede ud med min viden«, og hun ved meget. Hun kender dæknavnene i faderens gruppe. Hun kender hans hemmelige rum i skrivebordet og håndgranaterne i kælderen. Hun kender illegale trykkerier og undergrundsbladenes aftagere: »Min hukommelse rummede et net af adresser på de abonnenter, hvor bladene skulle afleveres … alt skulle huskes«. Og når det trækker op til farlige situationer, gentager Far: »Husk endelig, at du ingenting ved. Pøj. Pøj«. Faderen lærer sågar den 10-årige pige at skyde med pistol. Det foregår i familiens sommerhus i Hjortekær, og her står det store drama, da gruppen en sankthansaften overrumples af Gestapo. Forældrene bliver anholdt, og da Dunte spørger den berygtede Gestapo-leder Ib Birkedal Hansen, hvornår hendes far kommer hjem, lyder svaret: »Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham«. To dage efter hentes Dunte ind til Gestapo i Shellhuset, hvor Birkedal søger at få hende til at røbe, hvad hun ved. Han truer med at skyde hende og faderen, og hun ser faderen blive tortureret. Mirakuløst undgår den tiårige pige at blive gået hårdere på klingen. Hendes mor forsøger selvmord. Faderen deporteres til kz-lejren Neuengamme, men overlever. Da han i maj 1945 er vendt nervesvækket hjem, tager han det løfte af Dunte, at »den grimme oplevelse, du og jeg havde i Shellhuset, den taler vi aldrig mere om. Vi skal begge to glemme den«. Forløbet er på alle ledder rystende. Man behøver ikke være psykiater for at se, at hvad faderen gør mod den 8-10-årige, er monstrøst, grænseoverskridende misbrug. En art politisk incest. Man gjorde et barn fortræd, som Tove Ditlevsen skrev. For ikke at tale om den sikkerhedsrisiko, han udsatte sin gruppe for – så meget værre, som det viste sig, at den rummede en stikker. Tom tavshed Dorthe Røssell strejfer et par gange problemet, hvordan faderen »moralsk kunne forsvare at involvere sin lille datter i modstandsarbejdet«. Hun konstaterer kort: »Selv om jeg kun var ti år gammel, blev jeg hurtigt til en lille voksen. Barnet var der ikke plads til«. Hun siger, at løftet om tavshed »blev efterhånden til en hård knude inden i mig, og oplevelserne har plaget mig op gennem årene«. Og dog bryder hun af: »Men jeg gav ham mit løfte, kunne ikke andet og har aldrig bebrejdet ham noget eller båret nag til ham«. Den nu 73-årige datters overordnede moralske problem er – jf. titlen – at hun brød sit løfte. Den reaktion ligner andre misbrugte børns, og som kenderen Erling Jepsen – forfatteren til ’Kunsten at græde i kor’ – har formuleret det: »Børn er ’over-samarbejdsomme’, de har ingen grænser, og de vil gøre alt for at gøre deres forældre lykkelige. De er dybt loyale, og det kan der komme forfærdelige ting ud af, hvis de voksne ikke formår at sætte grænser for dem«. Det kunne Dorthe Røssells far unægtelig ikke: sætte grænser, men det gør hun selv i sin historie. Hun blænder ned dér, hvor det rigtig brænder på. I stedet for at analysere til bunds gemmer hun sig i idyllisering, mytologisering og idealisering af besættelsen og modstanden (med mange konkrete fejl) og især af faderens påståede indsats. Stolt kalder hun sig »modstandspige fra første dag«, og det selvbillede ser hun bekræftet af, at til hendes konfirmation i 1948 dukker to fra faderens gruppe op med et frihedskæmperarmbind »som tak for min indsats under besættelsen« (!). Retfærdigvis må det siges, at det er tidstypisk, når far og datter aldrig talte om de barske oplevelser. Sådan valgte de fleste dengang, og det tilrådede også mange læger: tavshed. Resultatet blev traumer, fobier og mareridt – som det fremgik af Alice Maud Guldbrandsens bog ’Tavshed blev min sang’ om de overlevende fra bombekatastrofen på Den franske Skole (anmeldt 14.5.2005). Tidstypisk, jo, men hvor ærgerligt, at Dorthe Røssell ikke er blevet så meget klogere på de mellemliggende 63 år, at hun for alvor tør gå til biddet. Det har spærret for, at dette interessante stof blev til en interessant bog.